Kontakt os






 

DR Ultra præsenterer ny dansk børnefiktion
Fredag 20. marts 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
'Panisk Påske' er titlen på det nyeste skud på DR Ultras fiktions-stamme. Det er folkene bag hittet 'Pendlerkids', der står bag den nye serie, der foregår i påskeferien - og som selvfølgelig sendes i påskeferien.


Seriens hovedperson Rune er klassens nørd, og han glæder sig til påskeferien. For ham er det en dejlig lang uge uden mobning. Men på sidste skoledag inden ferien kommer han til at invitere den smukke Mia fra klassen til fest i påsken, men Rune må ikke holde fest for sin mor. Så i stedet for en dejlig afslappende uge, står Rune nu overfor den værste påske nogensinde. Ikke bare skal han finde ud af, hvordan han slipper af sted med at holde fest, men han skal også forholde sig til Mias kæreste Danny, der er en af dem, der mobber Rune og som bestemt ikke synes det er i orden, at Rune inviterer hans kæreste til fest.


Ny fiktion til børn – og deres forældre

'Panisk Påske' er en ny fiktionsserie lavet til børn i alderen 7-12 år, fortalt i deres univers og i et sprog, som de kan genkende fra deres hverdag, oplyser DR i en pressemeddelelse. Her er der fokus på situationer som mange børn vil kunne nikke genkendende til - fortalt i en underholdende ramme, der også byder på sjove gimmicks til de forældre, der kigger med.

"På Ultra vil vi gerne give børnene nyproduceret dansk fiktion, der kan underholde, men samtidig foregår i et univers, som de kan genkende og som kan være med til at give dem nye perspektiver på deres egen hverdag. I 'Panisk Påske' er der masser af humor, men samtidig handler serien også om emner som mobning, venner og spirende kærlighed, som er emner, der fylder meget for børn i målgruppen. Samtidig er der i historien også et lag, der gør, at forældrene også kan se med og forhåbentlig kan det give familierne nogle gode oplevelser sammen, hvor de både bliver underholdt og måske får en anledning til at tale sammen om nogle af de ting, der foregår i børnenes hverdag", siger kanalchef for DR Ultra Kirstine Vinderskov.


Lavet af holdet bag 'Pendlerkids'

Det er Nikolaj Peyk, der har skrevet og instrueret - og Wadt Thomsen, der har produceret serien; de to er også en del af holdet bag den populære serie 'Pendlerkids', der også foregår i børnenes eget univers og er loyal overfor deres sprog og hverdag.


Sendetider for 'Panisk Påske':

Lørdag den 28. marts kl. 20.00 afsnit 1 og 2
Søndag den 29. marts kl.20.00 afsnit 3 og 4
Mandag den 30. marts kl.20.00 afsnit 5
Mandag den 6. april kl.17.55 alle fem afsnit.


Medvirkende:

Albert Rosin Harson, Sebastian Scott Petersen, Ida Richter, Sebastian Max Sommer, Magnus Sjørup, Marie Hjelm Henkel, Geo, Jonas Schmidt, Mikkel Vadsholt, Sune Svanekier og Mia Lyhne.


Foto:Danny (Sebastian Max Sommer) og Lærke (Maria Hjelm Henkel). (Fotograf: Jonas Berlin)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002