Kontakt os






 

Jørgen Schleimann er død
Torsdag 7. juli 2016
Af Redaktionen
 
TV 2's første direktør, Jørgen Schleimann, er død efter længere tids sygdom. Det oplyser en nærtstående ven af familien til Ritzau. Han blev 87 år.

Jørgen Hübertz Schleimann blev født i 1929 i Svendborg og var egentlig uddannet bibliotekar fra Statens Bibliotekskole, men opnåede at besidde særdeles magtfulde positioner som chefredaktør og direktør i sit liv.

I 1972 kom han til Danmarks Radio, hvor han blev programredaktør og souschef for Radioavisen. I 1975 blev han udnævnt til chef for Radioavisen og var med til at lancere P1-programmet 'Orientering'.

I 1984 blev han chefredaktør for den konservative ugeavis Weekendavisen, inden han fra 1987 til 1992 bestred posten som adm. direktør og programchef for TV 2, og tilskrives meget af æren for at TV 2 hurtigt blev mere populær blandt seerne end DR. Det skete bl.a. gennem direkte civil ulydighed, hvor Schleimann overtrådte en række af betingelserne for TV 2's sendetilladelse.

Efter godt fire år fik bestyrelsen til sidst nok af Schleimanns særlige facon, og han fik ikke forlænget sin kontrakt.

Efter tiden på TV 2 blev Schleimann adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør for Jyllands-Posten. Ansættelsen varede kun tre måneder inden Schleimann røg ud pga. uoverensstemmelser med de øvrige i ledergruppen.


Fuldstændig uvurderlig betydning for TV 2

Jørgen Schleimann var kendt som et modigt og ambitiøst menneske, der fra starten af sin karriere hos TV 2 udfordrede grænserne.

"Han havde en fuldstændig uvurderlig betydning for TV 2 – særligt i starten. Han kom ind med en holdning om, at TV 2 skulle være en fyldgyldig alternativ til Danmarks Radio, og det var svært dengang, fordi alle jo så Danmarks Radio den gang og pludselig kom TV 2 ind og var noget andet," fortæller Allan Silberbrandt til TV 2. Han arbejdede dengang som nyhedschef under Jørgen Schleimann.

Som Jørgen Schleimann selv sagde, da TV 2 for første gang blændede op for kanalen:

"Vi vil forsøge at lave udsendelser, der ikke spilder Deres tid foran skærmen"


Politisk aktiv

Som ung var Schleimann konservativ, hvorefter han i en årrække var medlem af det konservative, nationalistiske parti Dansk Samling - indtil han 1975 blev medlem af Socialdemokratiet. Derefter meldte Schleimann sig ind i Venstre og opstillede til både Europa-Parlamentet og Folketinget for Venstre, men dog uden at blive valgt.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002