Kontakt os






 

'Rod i familien' på DR1
Onsdag 3. oktober 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Som tidligere omtalt på tvnyt.com er DR på vej med et nyt livsstilsprogram - med titlen 'Rod i familien' og med Lillian Gjerulf Kretz som vært. Nu er programmet blevet programsat og første afsnit vises onsdag den 17. oktober kl. 20.40.

I den nye programserie hjælper Lillian Gjerulf Kretz familiemedlemmer, der ellers har brudt forbindelsen, med at begrave stridsøksen.

Det kan være alt fra banaliteter til store stridspunkter, der splitter familier ad. Ofte bliver konflikten fastlåst, fordi man hænger fast i, hvad der gik galt, i stedet for at tænke på, at man er beslægtede og måske i stedet burde holde sammen. For uanset om man ser sin familie eller ej, fylder den i hjerte og sind. For mange er det en større sorg ikke at være i kontakt med levende familierelationer, end at miste familiemedlemmer, der dør.

"Med 'Rod i familien' sætter DR1 særlig fokus på relationer. Det er helt essentielt, at mennesker har et godt socialt netværk, når man møder modgang eller livet tager en ny drejning, og familier betyder rigtig meget i den forbindelse. Der kan selvfølgelig være mange gode grunde til, at man vender familien ryggen, men konsekvenserne er store for langt de fleste," siger faktaredaktør i DR, Gitte Tækker.

Konflikterne har vidtrækkende konsekvenser for de involverede. Der er den ældre mand, som ikke har set sine søskende i 33 år, kvinden der hvert år er tvunget til at holde to juleaftner og fødselsdage fordi faren og søsteren ikke kan sammen, eller morfaren, som aldrig har set sine børnebørn.

Ved optagelsernes start ved ingen af de implicerede parter, hvorfor Lillian Gjerulf Kretz opsøger dem. Og uden at afsløre for meget, går det ikke altid som håbet. DR lægger dermed op til stor spænding, når parterne måske skal se hinanden i øjnene igen efter års eller ligefrem årtiers tavshed.

Lillian Gjerulf Kretz siger, at det ikke har været en let opgave for hende at hjælpe familierne med at starte forsoningen.

"For mig er familie det vigtigste, vi har. Men det er også dér, hvor vi er allermest sårbare. Så det har været en krævende og udfordrende men også yderst livsbekræftende oplevelse at prøve at samle de her familier igen og eksempelvis se bedsteforældre møde deres børnebørn for første gang. Programmerne har givet familier, der ellers havde givet op, en mulighed for en ny begyndelse," sluter Lillian Gjerulf Kretz.


Foto: I DR1s nye programserie 'Rod i familien' forsøger værten Lillian Gjerulf Kretz at forene stridende familiemedlemmer til en middag. En middag som kan blive første skridt mod forsoning. (Fotocredit: Metronome)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002