Kontakt os






 

TV 2 sender 'Dansk Fodbold Award 2008'
Fredag 3. oktober 2008
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Dansk Boldspil-Union hylder igen i år en række personer, når man i samarbejde med TV 2|Sporten er vært for fodboldfesten 'Dansk Fodbold Award 2008'. Showet sendes direkte mandag 17. november fra Cirkusbygningen i København, og bliver en blanding af musikalsk underholdning, fodboldstjerner og prisoverrækkelser.
For tredje år i træk hylder Dansk Boldspil-Union (DBU) og TV 2|Sporten de personer, der i løbet af det seneste år har markeret sig i den danske fodboldverden - fra breddefodbolden til landsholdet.

'Dansk Fodbold Award 2008' finder sted mandag 17. november, og det direkte award-show vil igen i år være fyldt med prisoverrækkelser, musik og underholdning - og have deltagelse af de store stjerner fra den danske og internationale fodboldverden.

Generalsekretær for DBU, Jim Stjerne-Hansen, siger: "'Dansk Fodbold Award' er DBU's mulighed for i nogle flotte rammer at hylde de personer, der inden for det seneste år har markeret sig i den danske fodboldverden. På den måde viser vi, at vi anerkender og værdsætter det arbejde, der foregår både på fodboldbanen, i de danske fodboldklubber og ude i fan-miljøet."

Han glæder sig videre over, at danskerne har taget showet til sig.

Showet bliver vist direkte på TV 2 mandag 17. november fra klokken 20, og som en fodboldkamp er det delt i to halvlege, og i pausen underholder professor fodbold alias TV 2-kommentator Flemming Toft med fodboldquizzen 'Brug Bolden'.

"Fodbold er ubetinget landets mest populære sportsgren, og hvis der er noget, der kan samle danskerne, så er det fodbold, både på stadions og hjemme foran tv’et. Derfor er det naturligt, at DBU sammen med Danmarks største fællesskab samarbejder om at hylde dansk fodbold ved et festligt tv-show," siger TV 2's sportschef, Frederik Lauesen.

'Årets danske fodboldspiller' vælger i år - for første gang - af danskerne. De nominerede til den prestigefyldte anerkendelse bliver offentliggjort den 27. oktober, hvorefter alle fodboldinteresserede kan gå ind på www.award.tv2.dk og stemme på deres favorit. Afstemningen løber frem til 17. november.

De øvrige kategorier ved 'Dansk Fodbold Award 2008' er 'Årets Kvindespiller', 'Årets SAS Ligaspiller', 'Årets Kvindetalent', 'Arlas Talentpris', 'Årets Mål', 'Årets Dommer', 'Årets Træner', 'Årets Breddeklub' samt 'Årets Fanpris'. De nominerede offentliggøres løbende på www.dbu.dk og www.award.tv2.dk.

På de to hjemmesider kan man også læse mere om 'Dansk Fodbold Award 2008'. På www.award.tv2.dk kan man desuden deltage i afstemninger og konkurrencer frem til selv award-showet.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002