Det bliver den 53-årige Jacob Abelsen, der skal afløse Søren Lennert Mortensen som ny direktør for KNR. Jacob Abelsen er fra Tasiilaq og kommer fra en stilling som afdelingschef i Departementet for Bolig, Byggeri og Infrastruktur. Han stillede op for Atassut ved det seneste valg og er oprindelig bankuddannet i Grønlandsbanken.
Efter kun godt ét år på posten meddelte KNR's direktør Søren Lennert Mortesen i december sidste år, at han havde besluttet at stoppe som direktør for KNR ved udgangen af april 2015. Søren Lennert Mortensen blev ellers ansat i en tre-årig periode den 15. november 2013.
Søren Lennert Mortensen opsagde sin stilling for at flytte tilbage til Sisimiut og til familien for igen at arbejde som ejendomsmægler og for at igen at blive fritidsfisker og fanger.
KNR's bestyrelse har nu udpeget Søren Lennert Mortensens efterfølger.
KNR's bestyrelsesformand, Nukaraq Eugenius, siger iflg. knr.gl: "Vi har nået mange gode resultater i den seneste års tid, og vi vil sammen med Jacob Abelsen fortsætte med at udvikle KNR i henhold til den lagte strategiplan", og fortsætter:
"Vi ønsker Jacob hjertelig velkommen til KNR og siger farvel og tak til Søren, som har opnået flotte resultater i sin korte KNR-tid."
|