Kontakt os






 

DR gør fremstød for tv-programmer i Paris
Fredag 9. juni 2006
Af Stig Hartvig Nielsen
 
DR ser gerne, at når franskmændene tænder for deres fjernsyn i fremtiden, så skulle DRs røde logo gerne dukke op på deres skærme lidt oftere.
Det er i hvert fald håbet hos DR Salg, der på tirsdag den 13. juni laver et særligt eksportfremstød for DRs tv-programmer i Paris. Det sker over en hel dag i Det Danske Hus i Paris. Her kan tv-indkøbere og fagfolk få en smagsprøve på, hvad DR sender, og hvad de samtidig har mulighed for at købe. Indtil videre har 16 tv-stationer og 24 indkøbere meldt, at de kommer.

"Fremstødet skal ses som et led i en ny strategi, hvor vi vil prøve at komme mere ud til kunderne og forhåbentligt også få fat i indkøbere, som vi ikke møder på de store internationale salgsmesser, hvor der traditionelt bliver handlet tv-programmer," forklarer chefen for DR Salg Helene Aurø, der også planlægger fremstød i Italien og Tyskland snart.

De franske tv-købmænd vil blandt andet blive præsenteret for dokumentarprogrammerne 'De falske børn' og 'En russers hævn', for Steffen Kretz' interviewserie 'De skrev historie', mindekoncerten for bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen, den prisbelønnede Karen Blixen-dokumentar, små H. C. Andersen-eventyr for børn samt DRs dramaserier 'Nikolaj og Julie', 'Krøniken' og 'Rejseholdet'. En serie om det globale miljøs historie får de også lejlighed til at gennemse.

"Vi har handlet med Frankrig i mange år, men det er meget svingende, hvor meget de aftager. I takt med at der dukker flere og flere nichekanaler op, tror vi også på, at interessen for danske programmer er stigende, og at vi kan få afsat mere, end vi gør i dag," siger Helene Aurø.

Blandt de DR-programmer, som franske seere allerede har haft chancen for at se er for eksempel 'En kongelig familie', dramaserierne 'Dybt vand' og 'De udvalgte' samt gamle jazzprogrammer med Duke Ellington.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002