Kontakt os






 

Nye værter på 'SommerSummarum'
Mandag 25. juni 2007
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Ny version: På mandag starter skolernes sommerferie og DR lancerer samtidigt en omgang 'SommerSummarum' for børnene. Programmet sendes alle ugens syv dage mellem 08 og 10 på DR1 fra Islands Brygge i København og det sker i alle seks sommerferieuger. Programmet får i år to helt nye værter - nemlig Sine Skibsholt og Jeppe Vig Find.
De to værter, Sine Skibsholt, der ikke har prøvet værtsrollen før, og Jeppe Vig Find, som er kendt fra Lille Nørd, lover børnene en god start på dagen med masser af sjov og spænding fra bredden af kanalen midt i København.

"SommerSummarum giver ungerne en kick-start på dagen. Og så er der noget at tale om med vennerne om eftermiddagen. Der bliver masser af god stemning, glæde, lyst til udendørsaktiviteter, børn der viser, hvad de er gode til og forhåbentlig masser af sol", siger Sine og Jeppe samstemmende og tilføjer, at der i år vil være noget af en verdenssensation i programmet:

"Vi får adeligt besøg fra Skotland. Ingen ringere end Thatcher Freddie III of Robertville. Den skønne bamse savner simpelthen omsorg fra nogle rejsende børn og inspireret af sidste års løvebamse Balsam, tager den derfor med forskellige danske børn på ferie. Herfra vil den berette og vise billeder af, hvad ferien er gået med. Det bliver virkelig stort", siger de to forventningsfulde værter.

De to værter opfordrer også alle børn, der er i nærheden af København, til at dukke op under udsendelserne. Hvis man kan noget, der er sjovt for andre børn at se, så kan det være, at man kommer med i udsendelsen. Og vil man hellere bare være publikum, så er det også helt i orden.

I løbet af de seks uger, vil der være en række forskellige temaer - bl.a. masser af konkurrencer, en daglig telefonquiz og en kæmpetelefon.

Værter på børnenes sommerferieprogram på DR1 sidste år var Iben Marie Zeuthen og Nicolai Hansson, og året forinden var det Signe Muusmann og Nicolai Hansson.

- - -

Foto: De to værter,Sine Skibsholt og Jeppe Vig Find, lover børnene en god start på dagen med masser af sjov og spænding fra bredden af kanalen midt i København. (Fotograf: Agnete Schlichtkrull)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002