Svenske TV4, der har lagt billet ind på TV 2/Danmark sammen med Det Berlingske Officin, er atter i centrum for en kamp om aktierne i selskabet. En mellemstor aktiepost i TV4 sættes til salg i januar med betydning for den nordiske tv-magt. På spring står både norske Schibsted og svenske Bonnier.
Den svenske tv-station, TV4, er atter i centrum for den stadig mere spændte krig om kontrollen med kommercielt tv i Norden. Denne gang forårsaget af den mellemstore aktionær, svenske LRF (Lantbrukarnas Riksförbund), som nu er villig til at sælge sin samlede aktiepost i TV4 på 6,2 pct. - sandsynligvis til en af de to ærkerivaler norske Schibsted og svenske Bonnier.
Ifølge Berlingske Tidende, er magtkampen desuden interessant i Danmark. Ikke kun fordi TV4 har lagt billet ind på TV 2 sammen med Det Berlingske Officin, men langt mere fordi den også handler om en de store medieselskabers ønske om tværnational kontrol over de største og toneangivende kommercielle tv-stationer i hele Norden. Det vil sige TV2 i Norge, TV4 i Sverige, TV 2 i Danmark og MTV3 i Finland. Og dertil er TV4 den første strategiske brik.
Meldingen fra LRF-sfären kommer i øvrigt blot få dage efter, at bogforlaget Natur & Kultur oplyste, at man sælger sin andel på 5,9 pct. af aktierne i TV4 til den nuværende magthaver Bonnier, der dermed bliver TV4s største ejer med 27,8 pct. af aktierne. Natur & Kulturs handel medfører tillige, at Bonnier og finske Alma Media, som delvist kontrolleres af Bonnier, til sammen ejer 51 pct. af aktiekapitalen i TV4.
Dermed kunne det umiddelbart se ligegyldigt ud, at LRF, som rangerer som mellemstor aktionær blandt mere end 4.000 aktionærer i TV4, vil sælge sin aktiepost på 6,2 pct. Men den norske mediegigant Schibsted, som i midten af december forøgede sin direkte aktieandel i TV4 fra omkring fem pct. til 20,1 pct. og siden meldte, at man forbereder et bud på hele Alma Media (som ejer 23,4 pct. af aktierne i TV4), har hårdt brug for enhver aktiepost i TV4, hvis man skal fravriste Bonnier den ultimative magt.
Med LRF's salg af TV4-aktier og - endnu vigtigere - Schibsteds opkøbsplaner i Alma Media, som ifølge planen også skal ske i januar, kan Schibsted i princippet tage magten i TV4 fra Bonnier. Dermed kan der tillige nå at blive vendt op og ned på ejerforholdene i TV4 inden det danske kulturministerium afgør, hvem af de otte bejlere til TV 2, der skal gå videre til den endelige afgørende budrunde. |