Kontakt os






 

DR3 sætter kærlighed på formel
Fredag 22. december 2017
Af Redaktionen
 
Det kan være svært at finde den eneste ene. Men med videnskaben bag Big Data i baghånden forsøger DR3 nu at løse kærlighedens komplicerede gåde og få hjerter til at banke i takt. Det sker i den nye programserie 'Koden til kærlighed' - første gang den 3. januar.


I årevis har utallige datingprogrammer forsøgt at sammensætte par ud fra håb, drømme og præferencer. Men hvad hvis svaret slet ikke findes i følelser, kemi og forventninger? Hvad hvis det er store mængder rå data, der er nøglen til at løse kærlighedens gåde – og skabe de bedste forudsætninger for et lykkeligt parforhold?

I DR3’s nye programserie ’Koden til kærlighed’ møder seerne otte singler, som er blevet matchet på baggrund af deres data. I fire uger skal de bo sammen for at teste, om videnskaben bag Big Data kan få kærligheden til at blomstre og en gang for alle knække koden til kærlighed. Kan kærligheden blomstre på baggrund af en computerskabt algoritme?

"DR3 prøver bogstavelig talt at sætte kærlighed på formel i dette eksperiment. Vi spørger om datavidenskab kan hjælpe os til at finde den rigtige partner. Algoritmen bag er så kompleks, at menneskehjernen ikke selv kan regne ud, hvem der passer sammen. Så nu tester vi, om datamønstre rent faktisk kan finde to hjerter, der er i stand til at banke i takt - uden at tage udgangspunkt i følelser, udseende eller kemi," fortæller redaktør på DR3 Trine Skovgaard.


De skarpeste hjerner

For at teste datavidenskaben har DR3 allieret sig med nogle af landets skarpeste hjerner inden for datalogi og kunstig intelligens på DTU. De fik til opgave at skabe algoritmen, som er grundlaget for hele eksperimentet. Men algoritmens kunstige intelligens kan kun leve, hvis den bliver fodret med data, og dens nøjagtighed afhænger af enorme mængder data - Big Data. Jo mere data - desto bedre forudsigelser og pardannelserne af singler.

Udgangspunktet for et vellykket eksperiment var, at algoritmen skulle lære, hvilke komplekse mønstre, sammenhænge og modsætninger der ligger gemt i data fra gode parforhold. Rent praktisk startede eksperimentet derfor med at indsamle data fra 1.400 frivillige mennesker, der alle lever i velfungerende parforhold. Undersøgelsen resulterede i 145.600 datapunkter. Herefter havde algoritmen altså lært, at der var særlige koder og mønstre hos mennesker, der dannede par.

Siden meldte 350 singler i alderen 20-30 år sig til eksperimentet. De afgav alle de samme data, som personerne i parforhold havde gjort. Algoritmen blev herefter fodret med deres data, og i et komplekst mønster kunne algoritmen nu sammensætte de bedste par.


Nervepirrende og hysterisk sjovt

Resultatet kan følges i otte programmer. Seerne er med, når de fire par møder hinanden for første gang og flytter sammen. Og folkene bag lover, at DR3-seerne kan se frem til både nervepirrende, hysterisk sjovt, grænseoverskridende og samtidig videnskabeligt funderet tv.

’Koden til kærlighed’ er på otte afsnit og sendes hver onsdag - første gang den 3. januar - kl. 21.30 på DR3.


Foto fra Drive Studios ApS


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002