Kontakt os






 

'Danmarks Indsamling 09' på DR
Tirsdag 13. januar 2009
Af Karsten Jensen
 
Det er Afrikas allerfattigste familier, der er på dagsordenen, når DR og 12 af de største hjælpeorganisationer går sammen om indsamlingsshowet Danmarks Indsamling 2009. Vær med, når virksomheder, kendte og hele Danmark samler ind.
På det afrikanske kontinent lever 41 procent i ekstrem fattigdom, og må klare sig for under en dollar om dagen. 46 procent af de afrikanske børn er underernærede og i løbet af de kommende 25 år forudser Verdensbanken en fordobling i befolkningsvæksten på kontinentet.

Under temaet ’Giv afrikanske familier en fremtid’ vil værterne Peter Kær og Mette Walsted Vestergaard styre seerne gennem det store tv-show, der i år sendes live fra Koncertsalen i Tivoli i København. De indsamlede penge vil gå til 12 konkrete projekter, der skal hjælpe afrikanske familier til en bedre fremtid.

Ved dette års Danmarks Indsamling vil kronprinsparret, HKH Kronprins Frederik og HKH Kronprinsesse Mary, som også er protektorer for indsamlingen, komme på besøg i såvel koncertsalen som i det callcenter, hvorfra en lang række kendte vil sidde klar til at modtage danskernes opkald og bidrag. Seerne kan være heldige at tale med bl.a. Paprika og Nikolaj Steen, Søren Ryge Petersen, brødrene Binzer fra D.A.D, Diana og Nadja Benneweis og Martin og Lars Brygmann.

Fra Koncertsalen i Tivoli vil et festligt opbud af danske stjerner levere underholdningen. Sanne Salomonsen med sønnen Victor Ray, Tim Christensen, Carpark North, Julie Berthelsen, Jan Gintberg og X Factor Basim i selskab med Lis Sørensen. Og så får seerne mulighed for at deltage i flere auktioner og konkurrencer, bl.a. om 4 splinternye biler og designerstole, dekoreret af en række forskellige danske kunstnere.

"Vi er både stolte og glade for at være en del af Danmarks Indsamling 2009, fordi det er et underholdningsshow, der gør en mærkbar forskel. Sidste år oplevede vi en fantastisk opbakning blandt danskerne, både på selve aftenen, og på tværs af vores platforme i ugerne op til indsamlingsshowet. Vi håber, at danskerne vil vise den samme flotte gavmildhed igen i år," siger DR1-chefredaktør, Ulla Pors Nielsen.

Også TV-Avisens Mette Walsted Vestergaard har store forventninger til indsamlingen.

"Jeg glæder mig rigtig meget til at være vært på Danmarks Indsamling 2009, fordi der virkelig er brug for danskernes bidrag. Jeg har selv været i Afrika sidste år og mødt nogle af de mennesker, hvis liv er en daglig kamp for overlevelse. Det berørte mig meget dybt, og derfor betyder det virkelig meget for mig at kunne stille op som vært igen i år - ikke kun professionelt, men i høj grad også personligt," siger Mette Walsted Vestergaard.

I ugen op til det store tv-show sætter DR spot på Danmarks Indsamlingen med masser af historier, auktioner og konkurrencer på tværs af tv, radio og net. P4 sender to reportere til Rwanda for at dække åbningen af en nyanlagt SOS børneby i byen Kayonza, Aftenshowet på DR1 får kendte gæster i studiet, der vil optræde til gavn for indsamlingen, P3s Sara Bro og Adam Duvå Hall inviterer bl.a. de efterskoleelever, der har samlet flest penge sammen i studiet og så er der masser af auktioner og konkurrencer - alt sammen til gavn for de 12 projekter.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002