Kontakt os






 

DR's programstrategi for 2008 på plads
Onsdag 5. september 2007
Af Stig Hartvig Nielsen
 
DR's programstrategi for 2008 blev i går tirsdag præsenteret for DR's bestyrelse. Seerne vil bl.a. næste år kunne imødese et nyt filmmagasin, et kulturmagasin, dramaserien ' Sommer', Deadline Udland, nye dukker til børnene og mere DR-arkivstof på dr.dk. Nyhedsavisen hæfter sig ved at DR - efter massiv kritik af den manglende kulturdækning i DR - nu "benåder kulturen". Vurderingen fra redaktør i Gyldendal, Johannes Riis, var ellers for nyligt, at "intet tyder på andet end, at det overfladiske og letbenede vil brede sig i DR".
Johannes Riis tilføjede i sin vurdering, der skete på den årlige reception i Gyldendal, at der udover det overfladiske og det letbenede, at så ville der måske også blive plads til "det kuriøse og lidt forskruede".

Han hæftede sig ved, at programmer som 'Filmland' og 'Musikprogrammet' er blevet taget af programmet, og at det er længe siden, at litteraturen havde et udstillingsvindue i DR-tv.

Noget tyder på, at DR har lyttet til kritikken, konstaterer Nyhedsavisen.

Her er, hvad DR skriver i en pressemeddelelse om det nye programstrategi, der lægger de overordnede linjer for DR's programmer og tjenester i det kommende kalenderår.

"Det [programstrategien, red.] gælder både for de enkelte kanaler og på tværs af medier. Strategien redegør for blandingen af brede og smalle programmer næste år og for den vifte af nye tilbud, der også bliver plads til.

"Det er ikke den letteste tid for DR, men jeg er glad for at kunne konstatere, at vi nu har fået vores overordnede planer for, hvad vi vil levere til danskerne 2008 på plads, og at det ser fornuftigt ud, siger DRs generaldirektør Kenneth Plummer og fortsætter:

"Vi fastholder ambitionen om at inspirere og udfordre alle danskere med bredt og smalt indhold, og vi har fundet plads til nye interessante satsninger i 2008."

DR kan allerede nu løfte sløret for nogle af de nye programmer og tjenester, der vil møde danskerne i 2008.

- Ny dramaserie og nye dukker på DR1

På DR1 får DRs nye dramaserie, ’Sommer’, premiere i 2008. Det samme gør en ny programserie om sundhed, nye programmer for det modne publikum, som efter planen skal sendes live i dagtimerne fra Århus samt en livsstilsserie om at leve miljørigtigt. Børnene kan glæde sig til nye afsnit i dramaserien om ’Max’ og hans mærkelige mor. Og børnene vil også møde helt nye figurer, når ’Det Kongelige Spektakel’ holder deres indtog i DRs børneunivers.

- Deadline Udland og film- og kulturmagasin på DR2

På DR2 er den mest markante nyhed, at ’Deadline’ får en søster; nemlig programmet ’Deadline Udland’, der på hverdage vil supplere de eksisterende Deadline-programmer med internationalt udsyn og debat. På DR2 er der også et nyt filmmagasin og DR2 får et nyt kulturmagasin, der blandt andet vil dække litteraturen. Desuden vil DR2 i et stort tema til efteråret sætte fokus på danskernes forhold til alkohol.

På radiofronten er der blandt andet godt nyt til P4-lytterne, hvor DR vil udbygge den digitale radiokanal P4 Danmark til at være de ældre P4-lytteres favoritkanal. Det skal ske med en række nye programmer og gensyn med nogle af de største radiosucceser fra P4. På P1 vil DR blandt andet udvikle nyhedstilbuddene og lave nye, skarpe og fordybende reportageformater.

- Flere koncerter og Sangens år

2008 vil også byde på en række initiativer på musikfronten. DR vil transmittere flere koncerter på tv, og der kommer flere temaaftener på DR2 om dansk musik. Derudover spiller DR en central rolle i ’Sangens år 2008’ - et initiativ, der for øvrigt også er kommet fra DR. DR Radiopigekoret medvirker i anledning af året ved en række syng-sammen-arrangementer over hele landet, ligesom DRs øvrige kor og orkestre ligeledes kommer til tage del i det. Derudover vil DR1 i en programserie i den bedste sendetid i 2008 skildre tilblivelsen af et amatørkor - fra den første idé til den første koncert.

Dr.dk vil byde på nye muligheder for at dykke ned i musikken, og DR vil starte en række nye specialiserede musikkanaler på internettet. Samtidig vil DR generelt øge mængden af dansk musik på alle platforme.

dr.dk vil DR i samarbejde med sundhedsinstitutioner, patientorganisationer og andre interessenter lave en samlet sundhedsportal, der skal være en ny samlet indgang til sundhedsstof - både i DR og udenfor. Dr.dk vil også være omdrejningspunktpunkt for en fortsat udbygning af DRs fire ungdomsuniverser om humor, kærlighed, musik og aktualitet.

- Dyk ned i fortiden på dr.dk

Derudover bliver 2008 året, hvor danskerne for alvor vil kunne begynde at se ind i deres egen fortid, når DR på dr.dk blænder op for programmer fra DRs arkiver. Allerede fra starten af 2008 vil DR lancere nye tjenester på dr.dk, der giver danskerne adgang til de dele af DRs arkiver, der er digitaliseret.

De store ambitioner til trods kan DR ikke komme uden om, at spareplanen har sat sine spor. En række områder er blevet direkte berørt af besparelserne. For eksempel kommer der ikke nyproduceret lørdagsunderholdning i 2008, antallet af store sportsbegivenheder bliver reduceret, middagsradioavisen er blevet forkortet, og radiomontagen bliver nedlagt.

- Tættere på danskernes hverdag

"Udfordringen i år har været at fastholde sammenhængen i DRs programflader på trods af spareplanen, og det er klart, at der vil være programmer, som danskerne vil savne i 2008," siger mediedirektør Lars Grarup, der opsummerer planerne for 2008 således:

"Vi fastholder satsningerne på stærke programmer med høj public service-profil, samtidig med at vi giver danskerne endnu bedre muligheder for at få lige præcis det, de gerne vil have, når det passer dem. Samtidig vil vi gå tættere på danskernes hverdag og dagsorden blandt andet ved at gribe fat i nogle af de store udfordringer i det danske samfund."

- Orienterer løbende

Programstrategien vil i de kommende uger blive præsenteret for DRs medarbejdere. På en række områder er DRs medarbejdere og chefer dog fortsat i gang med at udvikle nye programmer og tjenester. Derfor - og af konkurrencehensyn - melder DR ikke alle programinitiativer for 2008 ud på nuværende tidspunkt, men DR vil løbende orientere om de nye tiltag, efterhånden som de falder endeligt på plads.".


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002