Kontakt os






 

EU hædrer kritisk DR1-dokumentar
Fredag 9. december 2011
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Foran 1.300 journalistprojekter fra hele verden lykkedes det torsdag aften for DR1-dokumentaren ’Fanget i mikrogæld’ at sikre sig både hovedprisen og den særlige tv-pris, da Europa-Kommissionen uddelte Lorenzo Natali-prisen i Bruxelles.



Priserne, der er blevet uddelt de seneste 20 år, går til DR-dokumentaren for ”fremragende journalistisk arbejde om udvikling, menneskerettigheder og demokrati”.

’Fanget i mikrogæld’ blev vist i ’Horisont’ på DR1 den 31. januar i år, og dokumentaren er produceret af Tom Heinemann fra Heinemann Media – sammen med DR, norske NRK, svenske SVT og det nordiske tv-samarbejde, Nordvision.

Dokumentaren afslører bagsiden af de mikrolån, som verden ellers har fremhævet som en effektiv og billig måde at give fattige i Den Tredje Verden et værdigt liv. Tom Heinemann viser bl.a. mikrolånenes mørke sider, og hvordan tusindvis af fattige, i eksempelvis Bangladesh, havner i en gældsfælde.

Med de to priser fulgte der to gange 5.000 euro til Tom Heinemann, der kalder det en ”kæmpe ære” at få priserne.

”Det gør mig endnu stoltere, at vi ramte klokkerent ved at få hovedprisen,” siger Tom Heinemann.

Allerede inden tv-journalisten nu har fået EU-prisen, er der stor international interesse for dokumentaren. DR Internationalt Salg har solgt filmen til ti lande, og flere tv-stationer har den til gennemsyn.

’Fanget af mikrogæld’ er for eksempel blevet vist i Nederlandene, Estland, Kroatien, Portugal, Irland, Spanien, Polen, Belgien, Bangladesh og i de nordiske lande. Derudover er den også blevet solgt til distribution på uddannelsesinstitutioner i Nordamerika samt til ABC Asia, der har vist programmet ind over lande som Kina, Taiwan, Sydkorea, Afghanistan, Japan og Hongkong.

Tom Heinemann har allerede fået flere internationale priser for dokumentaren. I sommer modtog han tv-prisen på den portugiske filmfestival Avanca, ligesom han i november i år fik ’Den Gyldne Panda’ på den største internationale film- og tv-programfestival i Asien: Sichuan TV Festival i Kina.




Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002