Kontakt os






 

Sven Clausen hædret som bedste internationale producent af dramaserier
Fredag 1. juli 2005
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Ved den 45. Monte Carlo Television Festival i Monaco, hvor tv-udsendelser fra hele verden har dystet den seneste uge, blev Sven Clausen fra DR her fredag aften kåret som 'bedste internationale producent af dramaserier'. Prisen - en såkaldt guldnymfe eller Nymphe d'Or på lokalsproget - hev han hjem for sit arbejde med DRs krimiserie 'Ørnen' - i konkurrence mod producenterne fra andre velkendte tv-serier som 'Sopranos', 'Six Feet Under' og 'The West Wing'.
Den 62-årige Sven Clausen er cand. mag fra Aarhus Universitet i 1973 i dansk og som én af de første i Danmark i dramaturgi. Han kom til det daværende TV-Teater i DR i 1984, hvor han først fik ansvaret for DRs transmissioner fra Det Kongelige Teater. Men fra starten af 1990'erne blev han DRs producent af lange tv-serier som 'Gøngehøvdingen', 'Landsbyen', 'Taxa', 'Rejseholdet' 'Krøniken' og senest 'Ørnen'. Sammen med forfatteren Peter Thorsboe modtog han i 2002 den internationale 'Emmy Award' for DR-serien 'Rejseholdet', og i 2004 blev Sven Clausen 'Årets Otto' ved den danske Tv-festival. Det er en ærespris til en person, der gennem en længere karriere i branchen har udmærket sig.

Med sejren i Monaco blev anden gang lykkens gang for Sven Clausen. For også sidste år var han nomineret til en guldnymfe i samme kategori - dengang for 'Krøniken'.

"Jeg er benovet og begejstret. Men ingen producent kan modtage en pris uden at vende blikket mod dem, der har været med på holdet, og sende en stor tak til dem. Jeg er særligt taknemmelig over for forfatterparret Mai Brostrøm og Peter Thorsboe. Sidstnævnte har nu for anden gang bevist, at han kan skrive en tv-serie med internationalt potentiale," siger Sven Clausen fra Monte Carlo, hvor han modtog prisen i overværelse af Fyrst Albert af Monaco, der har været præsident for tv-festivalen siden 1988.

DRs tv-direktør Lars Grarup glæder sig over den fornemme pris til Sven Clausen. "Det er rart at se, at det ikke kun er DRs dramaserier, man har fået øjnene op for internationalt, men også de, der laver dem. Sven Clausen er en nestor inden for dansk tv-drama, hvor han har gjort en enestående indsats. I DR værdsætter vi det engagement og den professionalisme og perfektion, der kommer fra hans hånd, og det er nu også blevet internationalt anerkendt med denne hæder," understreger han.

Med prisen følger en kopi af guldstatuetten 'The Salmacis Nymph', som den monegaskiske skulptør Francois-Joseph Bosio (1768-1845) har lavet oprindeligt, og som i dag står på Louvre-museet i Paris.

'Ørnen' vender tilbage på DR1 til efteråret, og ikke kun seriens producent, men også serien i sig selv gør sig godt internationalt. Krimiserien har været vist eller bliver snart vist i Norge, Island, Sverige og Tyskland, ligesom den også er på vej til franskmændenes tv-skærme.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002