Kontakt os






 

DR klar med hjemmeside om digitalt tv
Tirsdag 14. marts 2006
Af Karsten Jensen
 
DR har lanceret en ny hjemmeside, dr.dk/digitalttv, som beskriver mulighederne for at modtage digitalt tv. Anledningen er, at det jordbaserede digitale sendenet åbner 31. marts og blandt meget andet giver alle i Danmark adgang til DR2.
"Jeg er rigtigt glad for, at alle nu får adgang til DR2 på det jordbaserede digitale sendenet. Den 31. marts går vi i luften med en kampagne, men vi har valgt at tyvstarte kampagnen med en hjemmeside for at fortælle danskerne om de nye muligheder," siger DR's tv-direktør Lars Grarup.

Hjemmesiden informerer om, hvordan man kan modtage digitalt tv - både gennem det nye sendenet med egen antenne eller via satellit, kabel eller bredbånd. Når det nye sendenet åbner, vil seere, som i dag modtager DRs kanaler fra satellit med de gratis DR-alenekort, skulle tage stilling til, hvordan de vil modtage signalerne fremover.

Baggrunden er, at Canal Digital den 1. april 2006 slukker for de digitale DR-alenekort, og den 1. juli i år slukkes det analoge DR2-signal fra satellit - som seere med analoge DR2-alenekort hidtil har kunnet modtage.

"Fremtidsperspektiverne for det jordbaserede digitale sendenet er mange. Ét af de vigtigste, set fra min stol, er muligheden for i løbet af de kommende år at udvide antallet af tv-kanaler. DR mener, at der især er behov for, at danske børn og unge får tilbudt flere tv-programmer produceret specielt til dem uden en kommerciel eller politisk dagsorden.

DR har en vigtig rolle i at give børn og unge en forståelse for dansk kultur, sprog, historie og værdier. DR vil derfor gerne tilbyde et alternativ til kommercielle børne- og ungdomskanaler, som døgnet rundt konkurrerer om børnenes og de unges opmærksomhed. DRs eftermiddagsflade for unge og den halve time 'Fjernsyn for dig' er af høj kvalitet, men det er et meget lille tidsrum, vi har noget at tilbyde børn og unge. Jeg håber, at vi med det kommende medieforlig får muligheden for bedre at udfylde vores rolle," uddyber Lars Grarup.

Hjemmesiden giver overblik over, hvilke fordele det nye digitale sendenet giver seerne. Den giver svar på mange af de spørgsmål, DR modtager på den specielle servicetelefon på 35 20 24 00, der er oprettet for at fortælle om det jordbaserede digitale sendenet. Dr.dk/digitalttv giver blandt svar på, hvilke programmer der har tegnsprogstolkning, og at seere i Øst- og Syddanmark også får mulighed for at modtage henholdsvis otte svenske eller 23 tyske 'gratis-kanaler'.

Det jordbaserede digitale sendenet går også under forkortelserne DTT og DVB-T.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002