Kontakt os






 

Danske krigsveteraner på DR2
Torsdag 28. november 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
En lille flok mænd er samlet i motorcykelklubben Legacy Vets. De er veteraner fra Danmarks deltagelse i angrebskrigene mod Serbien, Irak og Afghanistan. En ny programserie på DR2 følger livet i klubben.


I et klubhus ved Hedehusene uden for København holder motorcykelklubben - Legacy Vets - til. Med store Harley Davidson motorcykler, rygmærker, tatoveringer, optagelsesritualer og indforståede kælenavne ligner Legacy Vets enhver anden rockerklub.

Det er dog hverken kriminalitet eller rockerkrig, der optager medlemmerne i klubben - de har deres egne krige at slås med, skriver DR i dag i en pressermeddelelse. De har alle været udsendt til verdens brændpunkter, for eksempel Bosnien, Afghanistan eller Irak, så dét, der binder medlemmerne af klubben sammen i et stærkt bånd er, at de alle er krigsveteraner.


Mænd, motorcykler og krigenes smerte

Torsdag den 5. december kl. 21 har DR2 premiere på den nye programserie – Veteranerne - der i tre afsnit skildrer det helt særlige fællesskab og det miljø, der eksisterer omkring Legacy Vets. Serien belyser den kamp, klubbens medlemmer kæmper mod krigstraumerne og et samfund, der først så småt er begyndt at forstå konsekvenserne ved at være en krigsførende nation.

Mange af de soldater Danmark sender ud, kommer hjem igen med ar på sjælen. Nogle af dem lider af svære posttraumer, og frygter at gå ud blandt andre, men i Legacy Vets har de fundet et fristed og en forståelse, som holder dem kørende. Motorcykelklubben har skabt et fællesskab og en tryghed, som har gjort livet værd at leve for disse veteraner.

Alle medlemmerne har klubnavne, og i programmerne møder seerne bl.a. Cadillac og Disco, som begge udtaler at de ville være sørgelige og fortabte skæbner, hvis ikke det havde været for klubben. Når de triller ind på den gamle gård ved Hedehusene udenfor København, så behøver de ikke at forklare sig.

Serien følger veteranerne til træf i Norge og Tyskland, til flagdag på Kastellet og i klubben, hvor der høvles bajere og uddeles krammere. Veteranerne fortæller deres historier fra krigene, om soldaterlivet og alle de grufulde ting, som de har set.


Sjældent indblik i veteranernes virkelighed

'Veteranerne' på DR2 giver seerne et indblik i en verden som er ukendt for de fleste, og forsøger at åbne en dør ind til de danske veteraners virkelighed. De fleste af veteranerne er færdige med soldaterlivet, men savner det meget. De er bare ikke i stand til at arbejde, fordi deres posttraumer har invalideret dem.

Legacy Vets er en international motorcykelklub, der kæmper for soldaternes rettigheder. Medlemmerne kører rundt med lædervest og ligner til forveksling rockere, men deres vest er en erstatning for deres uniform og på den står navnene på de steder de har været udstationeret. Nu er det friheden på motorcykel og fælleskabet som holder veteranerne sammen, og drømmen om at komme af sted på nye missioner igen er bare en drøm.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002