Kontakt os






 

Tv-forbruget stiger i julen
Mandag 22. december 2003
Af Karsten Jensen
 
Julen er hjerternes fest - men det er også fjernsynets. For samtidig med at konfektskålen er fremme, og juletræet står pyntet i de danske hjem, topper danskernes tv-forbrug. I juleperioden fra den 23. december til den 1. januar ser hver dansker næsten en fjerdedel - eller helt præcist 23 procent - mere fjernsyn om dagen end alle andre dage om året i gennemsnit. Det viser en beregning, som DR TV-Medieforskningen har lavet på baggrund af Gallup tv-meter.
I den nævnte periode ser hver dansker i gennemsnit fjernsyn i tre timer og 10 minutter om dagen, hvor det ellers normalt bliver til to timer og 36 minutter. Og i forhold til om sommeren er der tale om et 50 procent højere forbrug.

Juleperioden er på mange måder ekstremernes tid hvad angår tv-sening, for perioden kan både byde på de dage i året, hvor danskerne ser mindst og mest fjernsyn.

Juleaften er and og pakker fortsat i fokus, og det er dén aften i årets løb, hvor der bliver trykket mindst på fjernbetjeningen. I gennemsnit ser hver dansker 18 minutters tv juleaften mellem klokken 18 og 23, og det vil sige, at seerne ser 80 procent mindre tv juleaften end en almindelig aften, hvor der ikke også skal åbnes gaver.
Helt omvendt er det dagen efter, at nytårsraketterne er brændt af, og kransekagestykkerne er fortæret. Nytårsdag er normalt dén dag i året, hvor danskerne ser mest fjernsyn. Fire timer og 20 minutter bliver det til i gennemsnit - eller 67 procent mere tv-kiggeri end på en normal dag.

"Det bliver spændende at se, om nytårsdag også bliver dagen med årets højeste tv-forbrug i 2004. Normalt er resultatet givet på forhånd, fordi nytårsdag er speciel af flere årsager: de fleste har fri, julens og nytårets selskabelighed er overstået, så folk holder en hjemmedag, og endelig er de trætte og derfor topmotiverede til at sidde i sofaen og se fjernsyn. Men netop i 2004 bliver fredag den 14. maj måske en større tv-dag, fordi folk vil følge kronprinsebrylluppet. Da Prins Joachim og Alexandra blev gift i november 1995, var det i hvert fald, som om der var sat en magnet fast på folks fjernsyn, som fastholdt dem til skærmen," siger medieforsker Alexander Peter Nielsen fra DR TV-Medieforskningen.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002