">



Kontakt os






 

Hæder til DR Ramasjang, DR Ultra og DR3
Mandag 2. maj 2016
Af Redaktionen
 
Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber hædrer tre af DRs tv-kanaler DR Ramasjang, DR Ultra og DR3 med 'Årets Prås' "for at insistere på fællesskabet", som det hedder.


DR3, DR Ramasjang og DR Ultra blev til sammen kaldt "en trehovedet drage", da Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber (DaBUF) i weekenden på sit årsmøde i Svendborg kom med motiveringen for, hvorfor man har valgt at give disse tre tv-kanaler prisen som 'Årets Prås'.

Af begrundelsen fremgår det iflg. en pressemeddelelse fra DR i dag dog også, at der er tale om et venligt, ligefrem omsorgsfuldt, væsen.

Det var formanden for DaBUF, Kim Bruun, der motiverede valget, og han kaldte DR den enkeltstående institution, der har haft størst indflydelse på det billedbårne landskab i dagens Danmark, og han fremhævede Ultra, Ramasjang og DR3 for kanalernes evne og vilje til at skabe fællesskaber og debat.

"Børnene og de unge møder i DR dét, de ikke vidste, de trængte til. I en tid, hvor individet er i højsædet, insisterer de tre kanaler på fællesskabet og på forståelsen af det ikke-erkendte. Enten det foregår gennem leg, ved at stille de svære spørgsmål eller ved at tvære livets mangfoldighed ud i fjæset på de vantro tilskuere," lød det fra Kim Bruun.


Stolte og beærede

Det var chefen for B&U i Aarhus, Rasmus Ladefoged, der modtog prisen på DRs vegne.

"Anerkendelsen betyder meget for os – ikke mindst fordi den bliver uddelt af Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber – en organisation, der arbejder dedikeret med at give børn og unge vigtige, rørende og spændende fortællinger – og værdifulde fælles oplevelser," sagde han – og tilføjede:

"Vi er stolte og beærede over at træde ind i en fornem række af tidligere modtagere, der alle har viet deres arbejdsliv til at producere og formidle inspirerende oplevelser til de yngste danskere," sagde Rasmus Ladefoged.

Det var 33. gang, 'Årets Prås' blev uddelt, og den går hvert år til personer eller institutioner, "der har udført fortjenstfuld produktion og/eller formidling af billedmedier for børn og unge".

DaBUF repræsenterer 75 børne- og ungdomsfilmklubber i Danmark, som tilsammen viser film for godt 56.000 børn og unge om året. Med prisen følger 10.000 kroner og et Pråsbillede – lavet af Palle Nørmark fra Greathouse Film.


Fik også en pris i London

Årets Prås kommer blot få dage efter, at DR har modtaget europæisk hæder for et andet tilbud til børn og unge. Ultra-appen, der er en del af det nye Ultra-univers, fik i sidste uge tildelt en 'TV Connect Award' i kategorien 'Best Millennial TV Offering' af den samlede europæiske streaming-branche ved et prisuddelingsshow i London.


Foto: DR3, DR Ultra og DR Ramasjang fik prisen 'Årets Prås 2016'. (Fotograf: Palle Nørmark, Greathouse Film)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002