Kontakt os






 

Matadors skildring af besættelsestiden er fejlagtig
Onsdag 2. januar 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Det kniber med de historiske realiteter i 'Matador'. Iflg. lektor Joachim Lund leverer den populære tv-serie et glansbillede af danskerne under besættelsestiden. Modstanden mod tyskerne på tværs af politiske holdninger bliver fremstillet som det normale, men det holder ikke.

Lektor og ph. d. i historie Joachim Lund, som forsker i besættelsestiden på CBS, mener iflg. Videnskab.dk at Matador på flere måder er en lidt for harmonisk og i flere tilfælde fejlagtig fremstilling af fortiden.

Der er tale om en forskønnelse af de historiske fakta. I Matador fremstilles det som om, at det under besættelsen var det normale at yde modstand mod den tyske besættelse - uanset politiske holdninger, mens det at samarbejde og handle med tyskerne fremstår som noget unormalt; som noget, man ikke gjorde. Og de, der samarbejdede med tyskerne, fremstilles i Matador som afvigere.

Men i virkeligheden var det ret udbredt at handle med tyskerne.

Joachim Lund forklarer, at landbruget, Danmarks største erhverv, solgte sine produkter til besættelsesmagten i alle de fem år.

"Og så er der jo også grisehandler Oluf Larsen i Matador. Den typiske grisehandler under besættelsen stemte på Venstre og solgte svin til tyskerne via slagterierne. Hvis ikke han altså solgte svin i stalddøren uden om reguleringerne," siger Joachim Lund til Videnskab.dk.


Borgerlige haltede bagefter i modstandskamp

De figurer, vi sympatiserer med i Matador, gør selvfølgelig modstand mod besættelsesmagten.

"I Matador er det de gode borgerlige kredse i byen, der går til modstand. Det er bankdirektøren og en bankfuldmægtig. De er formentlig konservative. Og det er lægen og klaverlærerinden. Lægen er formentlig radikal og klaverlærerinden har radikale sympatier," siger Joachim Lund.

Men det var lige præcis disse kredse, som var længst om at gå til modstand.

De første frihedskæmpere i Danmark var faktisk de danske kommunister, skriver Videnskab.dk videre.

I Matador er politiet også helt anderledes skildret, end i virkelighedens besættelsestid fra 1940 til 1945.

Sofus Jensen er den lokale betjent i Matador, og i tv-serien advarer han 'Røde', lige før kommunisterne bliver arresteret af det danske politi på foranledning af tyskerne i 1941.

"Men det danske politi var tværtimod meget ihærdige med at arrestere kommunisterne. Kommunisterne blev nemlig anset for at være samfundets fjende - også af politiet," siger Joachim Lund.

Det danske politi var så ivrige med at arrestere kommunister, at politiet arresterede langt flere kommunister end tyskerne havde forlangt.


En myte

Myten om, at danskerne - på trods af alle interne stridigheder under besættelsen - i virkeligheden stod sammen og ydede stille eller aktiv modstand, stammer fra den tidlige efterkrigstid. Her havde bl.a. politikerne travlt med at vaske hænder efter samarbejdspolitikken og fortælle en historie om krigen, som placerede dem selv på den rigtige side og bandt danskerne sammen frem for at skille os ad.


Totalt forløjet fremstilling af Radikale

Joachim Lund er ikke den første eller eneste der kritiserer den blankpolerede udgave af historieskrivningen, der fremvises i Matador. En udgave der ikke harmonerer med de historiske realiteter.

Historiker Steen Andersen har tidligere overfor berlingske.dk peget på, at skildringen af doktor Hansen som den Radikale frihedskæmper er totalt forløjet. Der var stort set ingen Radikale i modstandsbevægelsen.

'Matadors' instruktør og idémand var Lise Nørgaard. Hun var - samtidigt med at serien blev skrevet - folketingskandidat for netop Det Radikale Venstre.

Steen Andersen siger - som Joachim Lund - at det danske landbrug og også dansk industri i stor stil samarbejdede med tyskerne igennem hele besættelsestiden.


Foto: Matador giver et helt urealistisk og i nogle tilfælde misvisende billede af danskernes modstand mod den tyske besættelsesmagt. Her er det overklassefruen Maude Varnæs der i Matador medvirker til at redde hr. Stein ud af landet under jødeforfølgelserne. (Fotograf: Else Tholstrup)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002