Kontakt os






 

'Årgang 0' tilbage med ny sæson
Tirsdag 10. januar 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
I aften kl. 20 tager TV 2 - traditionen tro i januar måned - hul på en ny omgang med den prisbelønnede danske dokumentarserie 'Årgang 0'. Det er 12. sæson, og 'Årgang 0' er den mest sete danske dokumentarserie overhovedet.




'Årgang 0' er fortællingen om de fire børn: Rachel fra Aabenraa, Emma fra Tarm, Christian fra Aarhus og Stephanie fra Slagelse - alle født i år 2000. TV 2 har lige siden fulgt de fire børn.

I det første nye afsnit drømmer Stephanie om at være 17 år, selv om hun kun lige er fyldt elleve. Når man er 17, er der nemlig kun ét år til man får kørekort - og så vil hun være lige så gammel som sit store idol Justin Bieber.

I Vestjylland har Lene og Poul Erik fået deres ægteskab tilbage på sporet og de ser muligheder for sig nu. Emma nærmer sig puberteten og er blevet meget moden i forhold til sine to mindre brødre.

Christian fra Aarhus er begyndt at spille om ranglisteplacering i tennis og han drømmer om at kunne leve som professionel tennisspiller.

Vinteren 2011 ender med sorg og bekymring hos Rachel i Aabenraa, da deres japanske venner ikke har givet lyd fra sig siden tsunamien ramte.


Prisbelønnet dokumentar

De første 36 afsnit i serien er vist i årene 2001-2011. I år følger så fire nye afsnit, der dækker året 2011. De fire nye afsnit vises tirsdag 10., 24. og 31. januar samt tirsdag 7. februar 2012.

Serien er prisbelønnet som årets dokumentarserie og har fra starten haft meget høje seertal.
Programmerne har i gennemsnit - siden de første programmer i 2001 - haft en million seere pr. udsendelse, og 'Årgang 0' er dét dokumentarprogram, som flest danskere har set overhovedet. Tre millioner danskere har set mindst ét afsnit af serien.

'Årgang 0' er ikke kun en populær tv-serie , men interessen på Facebook er også stor. 'Årgang 0's FB-profil har over 26.000 fans, som man vel dermed godt kan kalde Danmarks største mødregruppe, da hele 87 procent af fansene er kvinder.

Programmerne er tilrettelagt af Anne Hjort og Jan Bacher Dirchsen med Esben Halding som producer, og programmerne produceres af Eyeworks Denmark for TV 2.



Foto: De fire hovedpersoner i 'Årgang 0' - fra venstre Rachel, Emma, Stephanie og Christian. (Foto: Nikolaj Østergaard/TV 2)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002