Kontakt os






 

To priser til ’Borgen’ i Frankrig
Mandag 31. januar 2011
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Umiddelbart før 'Borgen' havde tv-premiere på DR1 i september sidste år modtog den en Prix Italia, og i den forgangne weekend blev det til to priser i den franske badeby Biarritz til serien, som Adam Price er hovedforfatter på, og som har Camilla Hammerich fra DR Fiktion som producent
På den anerkendte franske Festival International des Programmes Audiovisuels hentede ’Borgen’ både en såkaldt FIPA d’Or Grand Prize for bedste dramaserie og for bedste originale soundtrack. Musikken til ’Borgen’ er komponeret af Halfdan E med det knapt så kendte efternavn Nielsen.

"Jeg havde ikke troet, at 'Borgen' kunne gøre international karriere. Det er dejligt at konstatere, at en gammel dramachef kan tage fejl. Et stort tillykke til Adam Price og Camilla Hammerich og ikke mindst til Borgens skønne skuespillere. Og så kan jeg også konstatere, at DR Fiktions produktionshold atter har leveret en fantastisk præstation. Tak til alle," siger DRs dramachef Ingolf Gabold.

Chefen for DR Internationalt Salg, Helene Aurø, var til stede ved visningen af ’Borgen’ i Biarritz. Det skete med undertekster på fransk, og publikum var begejstrede.

”Samtidig er det en fantastisk markedsføring af serien, når den sådan får to priser, og vi regner med, at det skubber indkøberne i den rigtige retning,” siger Helene Aurø.

Hun oplyser, at ’Borgen’ lige nu er solgt til Island, og at den også bliver vist i de øvrige nordiske lande, hvor public service-stationerne er co-producenter på serien.

Sidse Babett Knudsen, Mikael Birkkjær, Lars Knutzon og alle de andre skuespillere i serien er tilbage på DR1 og DR HD til efteråret.


Foto: Selv om holdet kan se lidt sammenbidte ud her, har der været grund til at juble i Biarritz i weekenden. (Fotograf: Mike Kollöffel, DR)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002