Kontakt os






 

De unge ser - måske - mindre tv
Fredag 4. januar 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Iflg. DR ser de unge 10 pct. mindre tv end for et år siden. Men det er ikke noget DR ved. Det er noget DR tror. Når danskernes tv-forbrug måles, så tæller nemlig udelukkende gammeldags fjernsynskiggeri med, mens tv-forbrug på pc, smartphone, tablet osv. ikke registreres.

De 15-24 åriges tv-forbrug er faldet med 10 procent fra 2011 til 2012, fremgår det af en status over tv-året 2012, som DR Medieforskning har lavet, og som indgår i rapporten ’Medieudviklingen 2012’, der udkommer senere i januar.

Men passer det nu?

Det gør det helt sikkert ikke. Måske er der sket et fald, men at det skulle være på 10 pct. er helt udelukket. DRs beregninger baseres nemlig udelukkende på Gallups TV-meter målinger, og her registreres kun det 'almindelige' tv-forbrug på den 'almindelige' tv-skærm.

Tv-forbrug på alle andre platforme - som f.eks. pc, smartphone og tablet - registreres ikke, og det hvad enten det er live sening eller on demand.

For bare et par uger siden gav medieforsker ved Syddansk Universitet Kirsten Drotner udtryk for tvivl om, hvorvidt de unge rent faktisk ser mindre tv end tidligere.

"Vi ser bare tv via computere og mobiltelefoner - i stedet for i stuen derhjemme. Og andelen af danskere, der ser tv via nettet er stigende," sagde Drotner til DR Syd.


Men måske er et fald nær 10 pct. alligevel ikke helt forkert

DRs Medieforskning erkender overfor tvnyt.com problemet med, at Gallup - endnu ikke - kan måle på tværs af alle platforme. Medieforsker Signe Ulstrup Villumsen fra DR erkender også, at forbruget af DRs net-tv er steget - og at det især er de yngre, der tager on demand-tjenesterne til sig.

"Men faldet for den omtalte målgruppe (de 15-24 årige. /red.) begyndte inden at tjenester som eks. Netflix og YouBio blev tilgængelige i Danmark, så jeg vil vurdere, at man ikke kan sætte direkte 'lighedstegn' imellem faldet i målgruppen og en evt. stigning i forbruget af on demand tilbud," siger Signe Ulstrup Villumsen til tvnyt.com.

Hun peger på, at kun 3 pct. af den tid, der bliver brugt på DRs tv-programmer, er sening on demand, og kun fem procent ser on demand tv på den store tv-skærm ugentligt.

"En anden ting, jeg hæfter mig ved, er, at ud af de 16 minutter, som de 15-24-årige ser mindre tv i 2012 (de 16 minutter er svarende til de 10 pct. der er omtalt), så er det især TV 2’s hovedkanal og TV3-kanalerne, der har mistet seertid. Dvs. også de kanaler, der generelt har mistet opbakning i befolkningen i 2012. Det kan tyde på, at indholdet på disse kanaler ikke har været så attraktivt i år som tidligere. Så selv om vi ikke har forbrugstal for de andre udbydere, tvivler jeg på, at disse minutter er blevet 'opsamlet' af deres on demand tilbud," slutter Signe Ulstrup Villumsen.


Danskerne så 3 timer og 15 mutters tv dagligt i 2012

Sidste år tilbragte hver dansker i gennemsnit tre timer og 15 minutter foran billedkommoden om dagen, fremgår det af rapporten ’Medieudviklingen 2012’. Det er andet år i træk, at tv-forbruget falder - i hvert fald forbruget af tv via de traditionelle tv-apparater.

Tv-seningen er dog stadig på et historisk højt niveau, og faldet fra 2011 til 2012 er kun på tre minutter.

Af rapporten fremgår det også, at mens de midaldrende kun har skruet en anelse ned for tv-forbruget, så ser de ældste faktisk ser lidt mere tv end hidtil.


82 pct. af tiden bruges på de fire store tv-udbydere

Det er de fire store danske kanaludbydere, DR, TV 2, TV3 og SBS, der tegner sig for hele 82 pct. af den tid, som danskerne bruger foran skærmen.

Tallet er imidlertid 2,2 procentpoint lavere end i 2011 – specielt fordi TV 2 og Viasat (TV3) har mistet sening, mens DR og SBS kom styrket ud af 2012. Skiftet fra det såkaldte MPEG2-signal til MPEG4, og overgangen til betalingskanal var hård for TV 2, der nu kan ses i knap fem procent færre hjem end for et år siden, skriver DR.


Første fremgang for DR1 siden 2003

Selv om DR Medieforsknings tal viser, at danskernes tv-sening bliver mere og mere fragmenteret, viser DR Medieforsknings status også, at 2012 blev året, hvor DR1 for første gang siden 2003 fik vendt et minus til et plus. DR1 endte på en seerandel på 19,4 procent, hvilket var 0,6 procentpoint mere end i 2011.

”Hovedforklaringen skal især findes i et stærkt efterår, hvor flytningen af TV-Avisen fra klokken 21.00 til 21.30 gav nye muligheder for DR1. Ommøbleringen gav TV-Avisen lidt flere seere, men det forærede samtidig DR1 en længere primetime, og det har vist sig at være en klar fordel for DR1, idet den bedste sendetid mellem klokken 20.00 og 22.30 efter flytningen af TV-Avisen er løftet med 4 procentpoint i forhold til perioden inden,” konkluderer Signe Villumsen og Henrik Gregor Knudsen fra DR Medieforskning


Udsat for hård konkurrence

Både DR K og DR HD kom styrket ud af 2012 med seerandele på 1,4 procent og 1,6 procent, mens DR2 og DR Ramasjang mistede seerandele i året, der netop er slut. DR2 mistede 0,1 procentpoint og landede på 4,2 procent, mens DR Ramasjang i 2012 stod for 1,9 procent af danskernes samlede tv-sening.

”For DR2’s vedkommende skyldes det blandt andet, at livsstilsprogrammerne om søndagen trak færre seere end tidligere, og at ’DR2 Tema’ om lørdagen var udsat for hård konkurrence fra ’Matador’ på DR1,” konkluderer medieforskerne, der også kan fortælle, at tabet af seere på Ramasjang primært skyldes, at færre voksne nu kigger med, når kanalen for de 3-10-årige sender.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002