Kontakt os






 

USA køber endnu en DR-dramaserie
Tirsdag 21. juli 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
'Follow the Money' er blevet solgt til genindspilning i USA. Og det sker selv om serien, der på dansk ventes at komme til at hedde 'Bedraget', endnu ikke er færdigproduceret og først rammer de danske tv-skærme i 2016.


Det er ingen hemmelighed, at udlandet følger med i produktionen af danske tv-serier, men de er endda så glade for dem, at de køber dem, inden de er produceret.

Det sker netop nu, hvor et selskab i USA har købt retten til at genindspille den kommende søndagsdramaserie 'Follow the Money' ('Bedraget'). Herhjemme er der kun optaget to afsnit af serien, men det stopper ikke interessen for DRs dramaproduktioner.

"At serien har fanget amerikanernes interesse på dette tidlige tidspunkt, beviser, at Jeppe Gjervig Gram og hans forfattere er lykkedes med at fortælle en kompliceret historie på en forståelig måde. Finanskrisen har optaget hele verden i de sidste mange år, og derfor kommer denne serie på det helt rigtige tidspunkt. Alle involverede har skabt et værk af særklasse, og serien understreger, at DR Fiktions serier er af høj kvalitet," fortæller Piv Bernth, der er DRs dramachef.


Mange om buddet

Det er produktionsselskabet Endemol Shine Studios, der har købt retten til at producere et remake af 'Follow the Money' i samarbejde med Anonymous Content.

Richard Brown og Wolfgang Hammer bliver de bærende kræfter bag det amerikanske remake. Richard Brown har senest skabt og produceret 'True Detective' og 'The Knick' for Anonymous Content.

Serien blev lanceret på Berlin Film Festival i begyndelsen af året, og allerede her var de internationale købere klar til at købe serien.

"Alle indkøbere har haft mulighed for at se de to første afsnit på samme tid, hvorefter de kunne byde på serien, og det har skabt en enorm stor og positiv international interesse for serien. Vi har fået flere bud fra mange lande, også fra USA, og vi har brugt de seneste måneder på at få landet den bedste aftale med den bedste partner til denne serie," siger Helene Aurø, der er salgs- og marketingschef i DR Salg.

'Follow the Money' er skabt af Jeppe Gjervig Gram ('Borgen'), mens Per Fly har instrueret serien, der handler om økonomisk kriminalitet, og hvad det har af konsekvenser for de involverede. Serien er solgt til Storbritannien og Nordirland (UK) samt til de tre Benelux-lande, men den har først dansk premiere på DR1 i januar 2016.


Foto:; Natalie Madueño Wolfsberg har en af hovedrollerne i DRs kommende dramaserie 'Bedraget'. (Fotograf: Christian Geisnæs)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002