Kontakt os






 

Dokumentar: En gave fra himlen - eller for godt til at være sandt?
Onsdag 10. januar 2018
Af Redaktionen
 
Den nyskabende dokumentarserie 'En fremmed flytter ind' får premiere på TV 2 mandag den 22. januar.
Mangemillionæren Casper Ludvig Christian Kastrup Augustinus er en gave fra himlen for alenemor Amanda fra Hvidovre. Pludselig dukker han op ud af ingenting og opfylder alle hendes drømme. Det viser sig dog langsomt, at noget ikke er helt, som det ser ud til at være. Manden er i virkeligheden storsvindleren Casper Rieper-Holm.

Det er omdrejningspunktet for den nyskabende dokumentarserie ’En fremmed flytter ind’.

TV 2 skriver at der er tale om en spændingsfyldt blanding af fiktion og dokumentar, hvor seerne kan oplever, hvordan en notorisk storsvindler, lystløgner og identitetstyv får adgang til en helt almindelig kvindes liv. Man ser, hvordan han med lige dele charme og kløgt får det usandsynlige til at fremstå sandsynligt og løgnen til at fremstå som sandhed.


At fare vild i jagten på det, vi leder efter

Med udgangspunkt i Amanda forstår man indefra og ud, hvordan bedrag fungerer, hvordan grænserne rykker sig, og hvorfor vi alle sammen potentielt kan fare vild i jagten på det, vi leder efter.

Der gives i serien samtidig indsigt i tankegangen hos en af Danmarks største svindlere, og hvor langt han vil gå for at holde løgnen i live, hvilket hans bagkatalog af løgneprofiler vidne om. Han har fx givet den som professionel ishockeyspiller, MTV-vært, HA-rocker, Lars Ulrichs manager, sushi-kok, racerkører, Greenpeace-dykker, narkosmugler, officer i Søværnet samt en lang række forskellige rigmandssønner.

Et af Casper Rieper-Holms mest berømte numre var, da han i 2009 ''reddede' håndboldklubben Slagelse FH fra konkurs. Her udgav han sig som barnebarn til ejeren af en stor amerikansk fond og 'overførte'' 1,5 mio. kr. til klubbens konto. En overførsel, der bare aldrig fandt sted.


Dokumentarisk nyskabelse

Dokumentarserien på i alt fire afsnit er samtidig unik, fordi Amanda spiller rollen som sig selv i serien. Hun fortæller ikke sin historie, men genoplever den over for skuespilleren Esben Dalsgaard, der som den eneste person i serien ikke spiller sig selv, men har rollen som Casper.

"Ud over at historien i sig selv er spektakulær, så medfører de særlige fortællemæssige greb, som vi bruger i denne serie, at vi kommer helt ind under huden på både Amanda og Casper, når vi ser historien gennem Amandas øjne. I den forstand bidrager serien til en af de vigtige ambitioner, vi har med dokumentargenren på TV 2: At være både nyskabende og i øjenhøjde med seerne på samme tid," siger TV 2-redaktør Nikolaj Daugberg.

'En fremmed flytter ind' blev vist som anmelderrost film i biografen i 2017, men bliver på TV 2 sendt som en dokumentarserie i fire dele.

De første to afsnit af 'En fremmed flytter ind' vises mandag den 22. januar kl. 20.50 og kl. 21.25. De to sidste afsnit sendes henholdsvis mandag den 29. januar kl. 20.50 og mandag den 5. februar kl. 20.50.

'En fremmed flytter ind' er produceret af Made in Copenhagen med støtte fra DFI, TV 2, Nordisk Film & TV samt Creative Europe.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002