Kontakt os






 

Ny duo skal løfte sporten på Discovery
Onsdag 6. april 2016
Af Redaktionen
 
Fremover kommer Anders Bay og Christian Thye-Petersen til at stå i spidsen for Discovery Networks Danmarks sportsproduktioner på Kanal 5, 6'eren, Canal 9 og Eurosport. Christian Thye-Petersen kommer fra et job som sportsredaktør på Jyllands-Posten.


Anders Bay og Christian Thye-Petersen får ansvaret for al sportsproduktion i Discovery lige fra fodboldslandsholdets kampe, Superligaen, Premier League og La Liga til dækningen af andre idrætsgrene på Eurosport samt fra 2018 også OL. Mens Anders Bay nu permanent udnævnes til sportsdirektør, bliver Christian Thye-Petersen ledende redaktionschef.

Med mere end 40 års samlet erfaring fra alle afkroge af sportens verden bliver duoen Anders Bay og Christian Thye-Petersen en gevaldig vitaminindsprøjtning for Discoverys i forvejen stærke sportsproduktion, skriver Discovery i dag i en pressemeddelelse. Forstærkningen kommer på et tidspunkt, hvor Discoverys sportsrettigheder er historisk stærke:

"Vores portefølje af rettigheder er nu så stærk, at vi er klar til at løfte dækningen af dansk og international fodbold til et nyt niveau, ligesom Eurosport-kanalerne løbende får tilført yderligere muskler. Christians drive og journalistiske skarphed kommer til at gøre en forskel for os de kommende år. Vi skal sætte dagsordenen, og vi skal være det sted, hvor de dygtigste og mest ærgerrige journalister ønsker at arbejde. Dels for at slå igennem dels for at komme med på et hold, hvor vi i hverdagen har det sjovt sammen", siger Anders Bay, ny sportsdirektør i Discovery Networks Danmark.

Hvor Anders Bay har været i Discovery-systemet i et års tid, er Christian Thye-Petersen helt ny i virksomheden. Han kommer fra et job som sportsredaktør på Jyllands-Posten. Hos Discovery får Christian Thye-Petersen ansvaret for den daglige ledelse af de redaktionelle opgaver på sporten med særlig fokus på Discoverys fodboldrettigheder. Christian Thye-Petersen glæder sig til at tage fat hos Discovery:

"Discovery er den nye, stærke aktør på tv- og mediemarkedet herhjemme. Virksomheden har konsekvent bakket sine ambitioner op med at erhverve flotte rettigheder. Jeg er sikker på, at jeg - sammen med mine nye kolleger - kan bidrage til at styrke indholdet yderligere med skarp, underholdende og fascinerende sportsjournalistik. Men jeg møder også første dag med ydmyghed i forhold til at lære tv-mediet at kende. Først og fremmest handler det om, at vi får skabt en kultur, hvor vi hele tiden er fokuseret på at skabe det indhold, seerne taler om", siger Christian Thye-Petersen, der får titel af ledende redaktionschef hos Discovery.

Christian Thye-Petersen tiltræder hos Discovery den 1. august 2016


Foto: Christian Thye-Petersen og Anders Bay




Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002