Kontakt os






 

DR1's tilbagegang skal stoppes
Mandag 5. marts 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Frafaldet af seere på DRs hovedkanal skal stoppes, hvis det står til DRs generaldirektør, Maria Rørbye Rønn. Efter det første år og én måned på posten mener hun, at der mere end nogensinde er brug for en aktør som DR. Jyllands-Posten havde lørdag et større interview med generaldirektøren.

DR møder kritik fra mange sider, og der er sågar ’licenskritikere,’ der ikke kan forstå, hvorfor man overhovedet skal betale licens til DR.

Generaldirektør Maria Rørbye Rønn er ikke i tvivl. Hun siger til Jyllands-Posten lørdag, at DR er vigtig, fordi DRs rolle er vigtig - og måske vigtigere end nogensinde i en tid, hvor kun få begivenheder er i stand til at samle befolkningen på samme måde, som det skete i monopol-tiden.

Derfor er det også en bet, at hovedkanalen DR1 igennem flere år har mistet seere, og selv om det nærmest er en naturlov, at de brede hovedkanaler taber opbakning til fordel for de mindre, mere niche-orienterede tv-kanaler, så vil Maria Rørbye Rønn gerne gøre noget ved problemet.

Samlet set går det fremad for DRs share (markedsandel af al sening), men det skyldes DR K, DR Ramasjang og DR HD.

Og seertal betyder noget - også i DR-regi.

”Public service uden ’public’ giver ikke mening, og vi arbejder kontinuerligt med det. Jeg er overbevist om, at det kan lade sig gøre både at holde fokus på kvalitet og substans og samtidig at samle tilstrækkeligt med seere til at fastholde opbakningen,” siger generaldirektøren videre til Jyllands-Posten.

Et af problemerne, er at de unge har vendt ryggen til DR, og senest har man forsøgt at gøre noget ved det. De unge skal opdage, at der er et alternativ til bl.a. de tv-kanaler, der kun sender fodbold eller kun har reality-tv.

Hun kan dog glæde sig over, at DR – med DR Ramasjang – har rigtigt godt fat i de yngste seere.

Og så vil Maria Rørbye Rønn have fokus på indhold, kvalitet og substans: ”Det handler om at dyrke kvaliteten på den enkelte genres præmisser. Der er forskel på, om det er TV Avisen eller underholdning. Vi har også foretaget justeringer af profiler på enkeltprogrammer og satser på en skarpere journalistisk profil,” siger hun.

”DR har en særlig rolle og opgave i samfundet. Den er helt unik og handler ikke om at tjene penge, men om at levere godt og meningsfyldt indhold. DR skal også sætte sine aftryk og må ikke være ligegyldig. Opgaven er at samle, udfordre og oplyse, og når man udfordrer og oplyser, vil man nogle gange dele vandene,” lyder Maria Rørbye Rønns udlægning af DRs rolle i forhold til det kommercielle tv-marked.

DR er ugentligt i kontakt med mellem 95 og 98 pct. af danskerne på den ene eller anden måde.




Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002