Kontakt os






 

Dokumentar om østarbejdere får pris
Onsdag 1. april 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
De seneste år har en helt ny branche set dagens lys: Vikarfirmaer, som leverer østarbejdere til dumpingpriser til store danske og internationale virksomheder. Det handlede dokumentaren ’Østarbejdernes Bagmænd’, som DR1 viste sidste forår, om, og programmet har siden været vist på flere landes tv-stationer - blandt andet i resten af Norden, Frankrig, Japan og Nederlandene. Nu er der også faldet international hæder af til dokumentaren.
Da der i weekenden blev holdt Millenium International Documentary Film Festival i Bruxelles i Belgien modtog ’Østarbejdernes Bagmænd’ prisen for bedste dokumentar i kategorien ’World Workers Competition’. Det er en kategori for film, som handler om arbejdslivet, og hvordan vi oplever det at arbejde.


Tvivlsomme metoder

Det er Georg Larsen og Poul-Erik Heilbuth, der har været hovedtilrettelæggere på ’Østarbejdernes Bagmænd’, mens Jonas Bach og Dagny Björk Kristiansdottir har været medtilrettelæggere.

”Vi er meget glade for anerkendelsen. Med dokumentarfilmen forsøgte vi at sætte spotlys på de firmaer, som med tvivlsomme metoder organiserer importen af underbetalte østarbejdere til Danmark. Det er dejligt at få et skulderklap fra kolleger,” siger Poul-Erik Heilbuth, der har lavet dokumentarer for DR gennem en lang årrække.

I jagten på bagmændene tager dokumentarfilmen ud på en rejse i Europa – blandt andet til en af branchens største bagmænd i Irland, til mystiske firmaer og fiktive kontorer i Polen og ud til polske arbejdere, som kan fortælle om store helbredsmæssige og økonomiske tab.

Når DR Salg i midten af april deltager i den store salgsmesse MIPTV i Cannes, hvor tv-købmænd fra hele verden mødes, er ’Østarbejdernes Bagmænd’ også med i salgskufferten – blandt mange andre ting.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002