">



Kontakt os






 

Vindmøllefolk giver pris til Jesper Theilgaard for en "særlig indsats for vindkraft"
Mandag 4. april 2016
Af Redaktionen
 
DRs klimaekspert og vejrvært Jesper Theilgaard modtog i weekenden 'Vindmølleprisen 2016' fra Danmarks Vindmølleforening, der bl.a. virker som brancheorganisation for de danske vindmølleejere. Ifølge vindmølletilhængerne har Jesper Theilgaard gjort "en helt ekstraordinær indsats for god folkeoplysning om de svære og komplicerede klimaproblemer" - en indsats der altså harmonerer så godt med netop vindmølletilhængernes interesser, at det skulle belønnes med en pris.


Danmarks Vindmølleforening overrakte 'Vindmølleprisen 2016' til Jesper Theilgaard i forbindelse med deres årsmøde i weekenden. Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

Danmarks Vindmølleforenings 'Vindmøllepris' gives - iflg. Danmarks Vindmølleforenings hjemmeside - hvert år til "en eller flere personer, der har gjort en særlig indsats for vindkraft". Hvordan det harmonerer med uafhængig, objektiv og kritisk journalistik i DR, melder DRs pressemeddelelse ikke noget om.

Prisen til Jesper Theilgaard kommer kort tid efter, at vejrværten havde meget at fejre i efteråret. Her kunne Jesper Theilgaard, der er uddannet flyvemeteorolog, både fejre sit 40 års jubilæum i statens tjeneste, 25 års jubilæum i DR og sin egen 60 års fødselsdag.

Om at få Vindmølleprisen 2016 siger han iflg. DR:

"Da mit job handler om formidling, er det en stærk inspiration at modtage en pris for måden at gøre det på. Den anerkendelse, som 'Vindmølleprisen' er udtryk for, giver naturligvis lyst til at fortsætte det arbejde i mange år endnu. Når det samtidig er min formidling af klimaforandringerne, som jeg anser som et af verdens væsentligste problemer, gør det mig ekstra glad," siger Jesper Theilgaard.

Udover at have været tilknyttet DRs vejrudsigter siden 1990, har Jesper Theilgaard også skrevet en lang række bøger om vejr, klima og meteorologi, og da FN i 2014 inviterede verdens ledere til klimatopmøde i New York, var der samtidig inviteret 10 tv-meteorologer fra forskellige egne af verden til at give en langtidsprognose frem mod 2050 for deres område. Her var det Jesper Theilgaard, der berettede om klimaets tilstand i Danmark og Nordeuropa generelt.

Danmarks Vindmølleforening kalder sig selv "foreningen for vindkraftinteresserede i Danmark". Cirka 80 pct. af de danske vindmølleejere, der årligt modtager omkring 4 milliarder kroner i tilskud fra statens til deres møller, er medlem af foreningen.


Foto: Jesper Theilgaard blev i weekenden hyldet for sin indsats for vindkraft. (Fotograf: Bjarne Bergius Hermansen)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002