Kontakt os






 

Ny tv-serie om mobning
Onsdag 10. oktober 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
’Myginds Mission’ er titlen på en serie - bestående af seks programmer - hvor skuespiller Peter Mygind på DR1 sætter sig for at bekæmpe mobning på en helt almindelig dansk folkeskole og gøre den til foregangsskole i Danmark.

I 2006 blev Peter Myginds søn umotiveret overfaldet to gange af en gruppe drenge. Med en overbevisning om, at vold er den ultimative form for mobning, sætter Peter Mygind sig nu for at gøre op med mobning.

Peter Mygind rykker ind på Hyltebjerg Skole i Vanløse - en helt almindelig folkeskole, hvor han skal følge det daglige miljø. Gennem 60 dage indgår han som en del af børnenes, lærernes og forældrenes dagligdag for at observere, hvordan roden til mobning opstår.

Hyltebjerg Skole er valgt, fordi den er en almindelig dansk folkeskole uden særlige mobbeproblemer, men udgangspunktet for missionen er, at mobning, udelukkelse fra fællesskabet og ensomme børn findes alle vegne.


Afsløring af missionen

Selvom børnene på Hyltebjerg Skole allerede har tilbragt mange timer med Peter Mygind, var det først for nylig, at den egentlige mission blev afsløret. På et fællesmøde fik forældre og børn information om, at Hyltebjerg Skole har sagt ja til at være den skole, der skal være foregangskole for resten af landet i bekæmpelsen af mobning.

"I den første tid med børnene har jeg gjort mig så mange observationer og tanker om børnenes måder at omgås hinanden på, hvordan de håndterer konflikter, taler til hinanden og vurderer hinanden på godt og ondt. Jeg glæder mig til det kommende samarbejde med børn, lærere og forældre, og så bliver det dejligt ikke at skulle være på skolen undercover, men at kunne tale åbent om det vigtige i projektet," siger Peter Mygind.


Ingen onde børn - kun onde mønstre

Peter Mygind får fuld opbakning fra en af Danmarks førende mobbeforskere Helle Rabøl. Hun vil støtte og guide ham under hele forløbet. Under devisen 'der findes ingen onde børn, men kun onde mønstre', vil Peter Mygind gennemføre sin mission mod mobning.

Siden overfaldene har Peter Mygind kæmpet sin egen kamp, og delt ud af sine erfaringer ved over 200 foredrag på danske skoler landet over. Først om volden men senere om mobning da han måtte erkende, at vold oftest udspringer af mobning.

Med ’Myginds Mission’ fortsætter han sit arbejde med at komme mobning til livs.

"Det er på én og samme tid det vildeste og det vigtigste projekt, jeg nogensinde er gået ind i. Vildt fordi det er fuldstændig uforudsigeligt, hvad der kommer til at ske, og vigtigt fordi mobning kan ødelægge mennesker, hvis det ikke bliver stoppet. Mobning kan ramme både du og jeg, og vi har alle et ansvar for at stoppe det i tide," siger Peter Mygind.

’Myginds Mission’ kan ses på DR1 til januar.


Foto: Fra tv-serien 'Myginds mission' (Fotograf - forside: Birgitte Koefoed. Fotograf - denne side: Bjarne Bergius Hermansen)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002