Kontakt os






 

EM-triumf fejres på TV 2
Onsdag 21. juni 2017
Af Redaktionen
 
Der er langt mellem snapsene i dansk fodbold i disse år, men for 25 år siden havde landsholdet succes. Den 26. juni 1992 vandt det danske fodboldlandshold - til stor forbløffelse for alle - EM i fodbold. Dette 25 års-jubilæum fejrer TV 2 bl.a. med tv-premiere på filmen 'Sommeren 92' og med gensyn med Danmarks EM-kampe i 1992.
TV 2 og TV 2 Sport markerer i den kommende weekend 25-års-jubilæet for EM-triumfen i fodbold i 1992, hvor man bl.a. får mulighed for at se tv-premieren på 'Sommeren 92', se eller gense EM-slutrundekampene fra 1992, TV 2 Charlie-programmet 'Legenderne' og meget mere.


'Sommeren 92'

'Sommeren 92', der får dansk tv-premiere søndag aften kl. 21.10 på TV 2, er fortællingen om Danmarks vej til europamesterskabet i 1992. Efter at tyske Sepp Piontek i 1990 gik af som træner for det danske fodboldlandshold, overtog hans assistenttræner, den kantede fynbo Richard Møller Nielsen (spillet af Ulrich Thomsen), jobbet.

Lige fra begyndelsen havde Richard Møller Nielsen alle odds imod sig. Mange i DBU-ledelsen mente, at han var den forkerte mand, medierne så ham som visionsløs og kedelig, og værst af alt – spillerne respekterede ham ikke. Det gik så galt, at landets bedste fodboldspiller, Michael Laudrup, ikke ville spille på landsholdet, når Richard Møller Nielsen var træner.

I første omgang kiksede kvalifikationen til EM i Sverige efter en række ydmygende nederlag, og kritikken af Richard Møller Nielsen var nådesløs. Alt så sort ud, men pludselig fik det danske landshold en uventet chance. Jugoslavien blev udelukket fra Europamesterskabet i Sverige på grund af borgerkrig, hvilket gav plads til Danmark.

På få uger måtte 'Ricardo' samle sin trup, skabe sammenhold mellem spillerne – og få dem til at levere varen!

Umiddelbart efter filmen genudsender TV 2 selve den historiske EM-finale mod Tyskland.


Legenderne

Forinden - søndag kl. 20.00 - fejres de danske fodboldhelte, når TV 2 sender underholdningsprogrammet 'Legenderne', der tidligere har været vist på TV 2 Charlie. Her får Jarl Friis-Mikkelsen besøg af John 'Faxe' Jensen, Kim Vilfort, Henrik 'Store' Larsen, Flemming Toft og Uffe-Ellemann-Jensen for at fortælle historierne fra kommentatorboksen og om, hvordan det var at gå fra sommerferie til EM-finale.


Og det var Danmark…

Til dem, der elsker dansk fodboldhistorie, sendes sportsdokumentaren 'Og det var Danmark' samme dag - altså på søndag den 25. juni kl. 15.55.

Dokumentaren er den nærmest episke fortælling om de danske landsholdsspilleres forvandling fra glade amatører til topprofessionelle spillere i perioden 1979 til 1992. En periode der beskrives af TV 2 som legendarisk for dansk fodboldhistorie. Perioden begyndte med en EM-semifinaleplads i Frankrig i 1984 og fortsatte ved VM i Mexico i 1986 og triumfen i Sverige i 1992.


'Sportsquizzen'

Søndagen byder også på den udgave af 'Sportsquizzen', der er dedikeret til 25-års-jubliæet for EM-triumfen. Her har den ene holdkaptajn Lars Christiansen allieret sig med to af EM-heltene fra 1992, nemlig målscoreren i finalen Kim Vilfort og den danske topscorer i turneringen Henrik 'Store' Larsen.

Overfor – hos holdkaptajn Niclas Jensen – sidder de nuværende landsholdsspillere Nicolai Jørgensen og Jakob Poulsen.

Det er på søndag den 25. juni kl. 18.25 på TV 2, hvor der dystes i kategorier som 'Selvmål', 'Film' og 'EM med EM på'.


Gense EM-slutrunden fra 1992

25-årsjubliæet for EM-triumfen i 1992 fejres også ved at vise hele EM-slutrunden igen – så seerne kan både glæde sig til "hutlihut", Peter Schmeichels en-hånds-redning og John Faxe Jensen, der "rammer den lige i røven".

Her er en oversigt:

TV 2 Sport - torsdag den 22. juni kl. 20.30: EM 1992 - første gruppekamp, Danmark-England

TV 2 Sport - fredag den 23. juni kl. 20.30: EM 1992 - anden gruppekamp, Sverige-Danmark

TV 2 Sport - lørdag den 24. juni kl. 20.30: EM 1992 – afgørende gruppekamp, Danmark-Frankrig

TV 2 - søndag den 25. juni kl. 13.10: EM 1992 – semifinalen Danmark-Nederlandene

TV 2 - søndag den 25. juni kl. 15.55: Dokumentaren 'Og det var Danmark'

TV 2 - søndag den 25. juni kl. 18.25: 'Sportsquizzen EM special'

TV 2 - søndag den 25. juni kl. 20.00: Underholdningsprogrammet 'Legenderne'

TV 2 - søndag den 25. juni kl. 21.10: Dansk tv-premiere på filmen 'Sommeren ’92'

TV 2 - søndag en 25. juni kl. 22.50: EM 1992 – finalen Danmark-Tyskland




Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002