Fra på torsdag er det igen tid til Zulu Comedy Festival. Denne gang viser TV 2 Zulu hele ti tv-premierer på forskellige comedyshows - og så er der (jo) 'Zulu Comedy Galla 2016' med Rune Klan som vært.
TV 2 Zulu vil fra på torsdag den 1. september til søndag den 11. september være fyldt op med comedy.
Seerne kan under comedy-festivalen glæde sig til at se tv-premierer på de etablerede komikeres nyeste onemanshows og se frem til at blive præsenteret for shows fra de nyeste skud på comedy-stammen. Det hele kulminerer søndag den 11. september, når TV 2 Zulu sender 'Zulu Comedy Galla 2016', hvor standupkomiker og tryllekunstner Rune Klan styrer slagets gang.
Ti tv-premierer på elleve dage
TV 2 Zulu har i år samlet en tv-pakke tæt fyldt med tv-premierer på comedyshows. Der er på de elleve dage blevet plads til ti tv-premierer, og den første dag - altså den 1. september - kan Christian Fuhlendorff opleves på ukendt farvand, når han udfordrer sig selv i showet 'Impro'. Her træder Fuhlendorff ind på scenen i Comedy Zoo uden forberedelse, uden ideer, men bare som sig selv og sine skøre tanker.
Dagen efter er der tv-premiere på Daniel Lills onemanshow 'Livslimbo'. Daniel Lill er et af de lysende talenter inden for komikkens verden, og han har tidligere varmet op for bl.a. Simon Talbot, Mick Øgendahl og Jacob Tingleff.
Nu er Daniel Lill så klar med sit første onemanshow, og 'Livslimbo' beskrives som en helt igennem fantastisk beretning om Daniels splittelse i dagligdagen.
De garvede kan også
TV 2 Zulu har også gjort plads til premierer på de mere garvede komikeres nyeste onemanshows.
Jan Gintberg, Thomas Hartmann, Uffe Holm, Tobias Dybvad, Jonatan Spang, Ruben Søltoft og Michael Schøt har alle et nyt show parat til Zulu-seerne, og blandt disse premierer stammer tre shows dermed fra komikere - Jonatan Spang, Simon Talbot og Ruben Søltoft - som er nomineret til prisen som 'Årets komiker' ved 'Zulu Comedy Galla'.
Jonatan Spangs show 'Danmark' vises for første gang på tv i sin fulde længde, og Zulu sender ligeledes for første gang på dansk tv Simon Talbots 'Mr. Copenhagen' og Ruben Søltofts 'Mit hoved'. Den fjerde nominerede til 'Årets komiker', Sofie Hagen, kan ses på TV 2 Zulu søndag den 11. september kl. 23.30 med det anmelderroste show 'Bubblewrap'.
Herudover kan seerne på TV 2 Zulu og TV 2 Play-brugerne se shows med Frank Hvam, Torben Chris, Brian Mørk og Lasse Rimmer, Alex Thelander, Jacob Tingleff, Morten Wichmann, Linda P samt Heino Hansen og Jakob Svendsen med deres såkaldte onemanshow 'Heino & Jakobs oneman-show'.
Zulu Comedy Festival kan opleves på flere måder i dagene den 1.-11. september - både på tv med 'Zulu Comedy Galla 2016' som kulminationen og med flere end 150 shows på scener i København og Aarhus.
Foto: Christian Fuhlendorff kaster sig ud fra vippen, uden forberedelse, uden ideer, bare sig selv og hans tanker - torsdag den 1. september kl. 20.55 på TV 2 Zulu. (Fotograf: Søren Kirkegaard / TV 2 Zulu)
|