Kontakt os






 

TV3 genudsender '2900 Happiness'
Tirsdag 21. februar 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Serien '2900 Happiness' genudsendes fra den 8. marts som morgen-tv på TV3. Der sendes alle hverdage kl. 06.00-07.10, hvilket betyder at der sendes tre afsnit i træk hver morgen.

Handlingen begynder, da et overdådigt bryllup forbinder ikke bare to elskende, men også deres familier. Det beskrives som en stor dag. Ikke blot for de involverede, men for hele Hellerup, skriver TV3 i en pressemeddelelse. Det er nemlig ikke et hvilket som helst par, der siger ja til hinanden.

Gommen er Jan Erik Von Bech – succesrig ejendomsmægler og det naturlige valg som arvtager til Hellerups mægtigste firma KE Invest: En kapitalfond bestående af gammelrige mennesker, der umuligt kan nå at forbruge deres opsparede formuer. Og han skal giftes med ingen anden end fotomodellen Maibritt Skovgaard, i Hellerup-kredse kaldet Majse.

Umiddelbart ligner parret det perfekte match. Men glansbilledet krakelerer lynhurtigt. For med brylluppet får Jan Eriks stenrige far og CEO i KE Invest, Karl Erik, øjnene op for Majses supersuccesfulde storebroder, Sten, der er Legos internationale husadvokat, og inden længe har Sten flyttet familien fra Holbæk til Hellerup og indtaget direktørgangen i KE Invest.

Og så begynder intrigerne. For udadtil roser den egentlige arving til firmaet, Jan Erik, sin svogers bedrifter – alt imens han begynder at hvæsse de knive, han har tænkt sig at stikke i svogerens ryg. Og så står familieidyllen pludselig for skud.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002