Kontakt os






 

Nikolaj Sonne får DRs Sprogpris 2011
Fredag 2. december 2011
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Man er bestemt ikke diskvalificeret fra at få DRs Sprogpris, fordi man er vært for DR2’s eneste program med en tysk titel. Det kan journalist og vært på gadgetmagasinet ’So Ein Ding’, Nikolaj Sonne, konstatere, efter at juryen har peget på ham som modtager af DRs Sprogpris 2011.
DRs Sprogpris, der består af 10.000 kr. og et diplom, får Nikolaj Sonne overrakt i DR Byen på onsdag den 7. december kl. 13 af DRs mediedirektør Gitte Rabøl.

"Nikolaj Sonne er et forbillede ved sin evne til at kombinere høj faglighed med bred appel. Ved sin personlige og originale måde at kommunikere på, formår han at smitte os med sin begejstring og nysgerrighed for den teknologiske verdens fremskridt. Lige meget, hvor man zapper ind i hans udsendelse, ved man, at det er HAM, man lytter til, uanset om han er på skærmen eller ej," udtaler Gitte Rabøl.

I juryens motivering hedder det blandt andet: "Med en velovervejet dosering af det sproglige arsenal af lydord, metaforer, ironi og ansigtsudtryk, som Nikolaj Sonne besidder, formår han uge efter uge at formidle et stofområde så levende og præcist, at også seere uden forhåndsinteresse og indsigt i gadget-verdenen bliver hængende og ligefrem oplever, at de begynder at forstå, hvordan diverse elektroniske produkter fungerer".

DRs sprogredaktør Martin Kristiansen uddyber:

"Hemmeligheden bag Nikolaj Sonnes pædagogiske evner er de velkendte: hårdt arbejde og grundig forberedelse. Nikolaj er manden, der godt kan finde på at sætte sig ned og læse manualer i tre timer, hvorefter det så blot resulterer i en enkelt sætning i udsendelsen. Han er et godt eksempel på, at sproglig præcision og prægnans forudsætter, at man selv har forstået det stof, man formidler," siger han.

34-årige Nikolaj Sonne er uddannet journalist. Han har været ansat i afdelingen 'DR Historie og Videnskab' i tre år og været vært for ’So Ein Ding’ på DR2 siden februar 2009. Fra 2005 til 2008 var han journalist og redaktør på magasinet 'Gear', hvor han også fungerede som vært for Gear-TV, der i 2008 blev kåret til ’Danmarks bedste web-tv’.

Sidste år gik DRs Sprogpris til trafikvært Jette Beckmann fra P4 København, mens satirefolkene bag ’Rytteriet’ – Rasmus Botoft og Martin Buch – fik en særpris for at tilført det danske sprog en række nye, faste vendinger.

Årets sprogpris-jury bestod af mediedirektør Gitte Rabøl, radiochef Tor Arnbjørn, kanalredaktør Flemming Hedegaard, de tidligere sprogprismodtagere Karen Secher og Adrian Hughes samt sprogforskeren Jørn Lund, der har været med til at uddele prisen alle årene.


Foto: Nikolaj Sonne får DRs Sprogpris 2011. (Fotograf: Thomas Larsen)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002