Kontakt os






 

Dommerne i ’Talent 2009’
Torsdag 28. maj 2009
Af Karsten Jensen
 
Instruktøren og skuespilleren Hella Joof, rapperen Jokeren og Tivolis musikchef Nikolaj Koppel bliver holdet, som til efteråret går på opdagelse i den danske talentmasse i DR1-programmet ’Talent 09’.
Efter at Peter Aalbæk i sidste uge gik i pressen med et budskab om, at han nok var blevet fyret, har interessen for, hvem der bliver de nye Talent-dommere, været nærmest øredøvende. Men nu kan DR løfte sløret for dette års dommere af det danske talentshow, ’Talent 09’:

Det bliver i selskab med komikeren og filminstruktøren Hella Joof, den rytmiske rapperpoet Jokeren og koncertpianist og musikchef Nikolaj Koppel, at danskerne til efteråret skal udfordre den danske talentmasse.

DRs underholdningsredaktør Jan Lagermand Lundme siger: ”Vi har fået sammensat et hold, som hver især er ekstremt talentfulde inden for deres felt. Derfor bliver det også spændende at se dem undersøge, udfordre og smage på de optrædener, som skal vise Danmarks talentmasse i 09. Og her bliver der plads til lidt af hvert - både børn, særlige specialiteter og masser af musik”.

Netop i disse dage er DR ved at afslutte de sidste castingseancer, hvor deltagerne findes til de auditions, som senere vises i tv. Fredag er der prøver i både Odense og Valby, og lørdag forsøger håbefulde talenter sig i Silkeborg og Randers (se hvor og hvornår her).

Selve auditionprogrammerne til ’Talent 09’ på DR1 bliver optaget i Folketeatret i København 16. til 19. juni.

Felix Smidt bliver værten, som er deltagernes bedste ven under optagelserne. De fleste kender Felix Smith fra rollen som vært på ’Talent 2008’, eller tidligere fra P3, hvor han blandt andet har været vært på programmer som ’Verdens bedste formiddag’, ’Venskabskampen’ og ’Saras venner’.

Jesper Dahl, alias Jokeren, kalder sig selv en rytmisk poet. Han interesserede sig tidligt for musik, og kun lidt for skolen, og tog derfor som kun 19-årig til USA for at producere rapmusik for bl.a. ikonerne Ice Cube, Rakim og Easy E. Tilbage i Danmark blev han the grand old man inden for rap og hiphop, men også en anerkendt tekstforfatter og skribent for bl.a. Cover og Berlingske.

Her kan danskerne, ved siden af musikken, følge hans lyriske fremstillinger af såvel hverdagssituationer som samfundskritiske og politiske problemstillinger. Jokeren har medvirket i filmen Fidibus og har desuden har sit eget pladeselskab, Flamingo Records, hvor idéen er at spotte og promovere nye talenter på den danske musikscene.

Filminstruktøren og komikeren Hella Joof er klassisk-sproglig student med et uhyggeligt højt snit. Herefter uddannede Hella sig på Odense Teaterskole og arbejdede i ti år som skuespiller, før hun skiftede til den anden side af kameraet og selv begyndte at instruere.

I løbet af sin karriere har Hella opnået at markere sig som en af Danmarks morsomste kvinder, ud over at hun er en anerkendt skuespiller og filminstruktør. Hella Joof er bl.a. kendt fra ’Bullerfnis’, ’Det Brune Punktum’, ’En kort En Lang’, ’Fidibus’ og meget, meget andet. Hella har en bred smag og lover at være en streng, men retfærdig dommer.

Den talentfulde koncertpianist og musikchef i Tivoli Nikolaj Koppel overraskede for ni år siden alle, da han stoppede sin internationale pianistkarriere som et af de mest uomtvistelige musiske talenter herhjemme. Trods anmelderroste CD-udgivelser og koncerter i både ind og udland ville han noget andet end at spille musik, og blev, efter bl.a. fire år som redaktionschef på Euroman, overraskende udnævnt til den prestigefyldte stilling som Tivolis musikchef i 2005.

Nikolaj begyndte selv at udfolde sit talent, da han lærte at spille klaver som tre-årig, og med sig har han hele bagagen fra den velkendte Koppel-familie: klassisk musisk dannelse, fornyelse og nysgerrighed.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002