Kontakt os






 

TV 2 anker dom i våbensag
Torsdag 4. september 2008
Af Karsten Jensen
 
TV 2 har besluttet at anke sidste uges dom fra Københavns Byret, der idømte tre TV 2-medarbejdere en bøde på hver 10.000 kroner for overtrædelse af våbenloven i forbindelse med deres arbejde.

Overtrædelsen skete, da de tre TV 2-medarbejdere i et nyhedsindslag ville demonstrere, hvor let det er at anskaffe sig ammunition og våben uden de nødvendige tilladelser. De tiltalte forklarede i retten, at lovovertrædelsen var nødvendig for at påvise problemet.

TV 2's nyhedschef, Michael Dyrby, kalder sagen principiel og dommen for ”åbenlyst forkert” i en situation, hvor et væsentligt samfundsproblem blev dækket journalistisk. Nyhedschefen siger, at de mange skudepisoder i hovedstadsområdet viser, at der er ulovlige våben i omløb, og at de bliver brugt.

"Det er indiskutabelt, at dét, vi har gjort, er ulovligt, men man kan som medie blive straffri for en ulovlig handling, hvis ens handling har en samfundsmæssig betydning," siger Michael Dyrby og henviser til en tidligere dom fra Højesteret i en sag mod en journalist fra avisen Urban.

I præmisserne i dommen over TV 2 medgiver dommeren, at TV 2's indslag har samfundsmæssig betydning. Årsagen til, at TV 2 ikke blev gjort straffri, var, at TV 2 havde indkøbt våben og patroner, og opbevaret dem én nat. Michael Dyrby understreger, at det ulovlige våben samt ammunitionen blev placeret i et aflåst pengeskab på TV 2 og med en vagt siddende i receptionen.

"Herudover mente dommeren, at indslaget kunne være lavet med en person, der havde jagttegn. Men den argumentation hænger ikke sammen, for hele pointen med indslaget var jo netop at vise, at alle kan købe våben uden at have et jagttegn," siger Michael Dyrby.

Nyhedschefen understreger, at det er ekstremt sjældent, at TV 2 Nyhedernes journalister begår ulovligheder som en del af deres arbejde.

"Vi har store diskussioner, hver gang vi har sådanne overvejelser. I denne situation valgte vi at gøre en undtagelse og bryde loven, fordi vi mente – og mener - at sagen har stor samfundsmæssig betydning," siger Michael Dyrby.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002