Kontakt os






 

Danskerne gav over 100 mio. kroner via DR
Søndag 1. februar 2015
Af Karsten Jensen
 
100.270.616 kroner. Så meget har danskerne samlet sammen under årets Danmarks Indsamling, som her til aften kulminerede i det årlige indsamlingsshow på DR1.
Med indslag fra lande, man kun sjældent hører om, besøg af Kronprinseparret, kendte der svarede opkald fra danskerne og kastede sig ud i van(d)vittige dyster, og et musikalsk bagtæppe leveret af blandt andre Marie Key, TV2, Lars H.U.G, Barbara Moleko samt amerikanske Echosmith kulminerede Danmarks Indsamling lørdag aften i et tv-show på DR1.

Da Louise Wolff og Nikolaj Koppel ved midnatstid takkede af fra Terminalerne i Københavns Nordhavn, havde danskerne indsamlet mere end 100.000.000 kroner til konkrete projekter, der skal mindske den uretfærdighed, som nogle steder i verden frarøver voksne, børn og hele befolkningsgrupper chancen for at skabe sig en reel tilværelse. Beløbet overgår dermed den tidligere indsamlingsrekord på 87 mio. kroner fra 2014 - hvis man ser bort fra 2010, hvor indsamlingen ekstraordinært både gik til Afrikas kvinder og det jordskælvsramte Haiti og i alt samlede 132 mio. kroner.

Det her er ganske enkelt fantastisk. Det er simpelthen så stort af danskerne, der er stillet op med et engagement, som overgår alt, vi tidligere har set - fra børnenes gode gerninger til skoler, institutioner og virksomheder der har gjort en kæmpe indsats. Det er vi utrolig taknemmelige for," siger talsmand for Danmarks Indsamling, Karin Aaen, som til daglig er kommunikationschef hos UNICEF Danmark via en pressemeddelese fra DR.

Danmarks 12 største humanitære organisationer og DR står bag Danmarks Indsamling, som går til 12 konkrete projekter, som på hver deres måde bekæmper uretfærdigheder til gavn for de dårligst stillede i nogle af verdens fattigste lande.

"Uanset hvilket beløb, der kommer ind til Danmarks Indsamling, går pengene til projekter, som vi ellers ikke ville kunne realisere. Fx kan vi forhindre menneskehandel med børn i Haiti, støtte småbønder som krænkes dagligt at store mineselskaber i Ghana i jagten på guld, og sørge for at børn i Togo får papir på deres eksistens, så de kan få en uddannelse. Og med danskernes indsats kan vi nu nå ud til rigtig mange mennesker," siger Karin Aaen.

Om Danmarks Indsamling 2015
Danmarks Indsamling 2015 er en fælles indsamling til fordel for udviklingslandene i Afrika, Asien og Latinamerika, som DR og 12 af Danmarks største humanitære organisationer står bag.

Organisationerne arbejder for at hjælpe landene ud af fattigdom, hjælpe de mest udsatte mennesker til en fremtid og fremme FN's 2015-mål.


Resultatet fra tidligere indsamlinger:
" 2007: HIV-AIDS: 55,1 mio. kroner
" 2008: Børnedødelighed: 65,1 mio. kroner
" 2009: Fattige familier: 80,4 mio. kroner
" 2010: Afrikas kvinder (og jordskælvet i Haiti): 132 mio. kroner
" 2011: Afrikas unge: 85,6 mio. kroner
" 2012: Børn på flugt: 87 mio. kroner
" 2013: Når hjælpen nytter: 76 mio. kroner
" 2014: Når mor mangler: 87 mio. kroner


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002