Kontakt os






 

Grønland: Store besparelser på KNR
Tirsdag 28. august 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Den grønlandske radio- og tv-station KNR står foran en stor sparerunde. Det er allerede meddelt, at man skal skille sig af med 11 medarbejdere ud af stationens nuværende 94 ansatte. Det bliver helt slut med at lave børne-tv og der er ikke råd til indkøb af flere eksterne produktioner i år.


Det ligger fast, at otte medarbejdere skal fyres og tre ubesatte stillinger bliver ikke genbesat. Desuden er det sikkert, at produktionen af børne-tv skal spares væk, og det bliver også slut med at sende lokal-tv-produktioner fra STTK's medlemmer (sammenslutningen af grønlandske lokal tv- og radiostationer) og i øvrigt også alle andre eksterne produktioner. Dermed rammer besparelserne ikke kun KNR, men også de lokale tv-stationer i Grønland og produktionsselskaberne i Grønland.

Direktør for KNR, Ivalo Egede, siger til til Sermitsiaq/AG, at man også overvejer at spare den dansksprogede aftenradioavis på KNR Radio væk.


Skal spare flere millioner kroner

KNR skal spare 1,7 milioner kroner i 2012, og 3,5 milioner kroner i 2013. Desuden mangler man midler til almindeligt vedligehold og løbende indkøb af teknisk udstyr.

For få år siden fik KNR 62 mio. kr. om året. Sidste år var det 40 mio. kr., og nu får KNR kun 32 mio. kr. årligt. Sidste år blev 27 afskediget og nu ryger altså yderligere 11.

Bestyrelsesformand for KNR, Hans Peter Poulsen, siger til Sermitsiaq/AG:

"Besparelserne vil få konsekvenser for sendefladen i radio og tv, og det vil igen gå ud over seerne og lytterne. Vi har orienteret ejerne (det grønlandske hjemmestyre. /red.) om konsekvenserne af denne sparerunde, men det er ikke lykkedes at få et økonomisk indspark til KNR. Det næste skridt bliver at få afstemt forventningerne omkring public service-aftalen for de kommende år, men mit håb er, at der fremover fra politisk hold bliver udvist forståelse for, at det kræver mange flere midler at skabe godt indhold i alle fladerne."


Store omkostninger

De grønlandske lyttere og seere raser i forskellige debatfora på nettet. Både over nedskæringerne og over KNR's dårlige udsendelser. Mange kan ikke forstå, hvorfor en så stor stab af medarbejdere ikke kan lave flere og bedre udsendelser i radio og tv, end det er tilfældet.

KNR selv siger, at man bruger rigtigt mange resourcer på at lave nyheder på internettet, mens andre peger på, at KNR betaler voldsomt mange penge til TELE Greenland for at opretholde sendernettet over hele Grønland. KNR's storindkøb af digitalt udstyr - der angiveligt allerede skulle være forældet - kritiseres også.




Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002