Kontakt os






 

Dokumentar om følgerne af finanskrisen
Fredag 3. januar 2014
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Først kom dokumentaren 'Sikke en fest', der viste, hvordan Danmark blev ført ind i krisen. På mandag begynder så en ny dokumentarserie på DR1 om tømmermændene efter krisen. Finanskrisen har kostet Danmark 400 milliarder kroner. DR Dokumentar undersøger i fire udsendelser, hvem der i dag betaler prisen for den store fest.
Thomas Riff fra Dianalund kæmper mod tvangsauktionen. Jeanette Rasmussen fra Svinninge kan ikke sælge sit hus. Hun har haft det til salg i mere end fire år. Gitte Frederiksen fra Faxe kan ikke få budgettet til at hænge sammen mere, og Sis Andersen fra Gilleleje frygter situationen, når afdragsfriheden på hendes boliglån udløber.

Tusindvis af danskere er i dag stavnsbundet til deres huse, fordi de har mere gæld end huset er værd. Ifølge eksperter er det særligt de økonomisk svageste boligejere, der har fået en ekstra-regning efter krisen. Eksperterne mener, at de svageste boligejere reelt er med til at betale prisen for bankernes tab.

DR afdækker, hvordan bankerne giver kunderne interne karakterer, som er afgørende for den pris, de betaler for nye lån, og dokumentaren undersøger hvorfor særligt de svageste boligejeres gebyrer er steget så voldsomt.


Ingen lån

I postnummer 7362 Hampen har flere boligejere og virksomheder fået et problem, der kan koste landsbyen livet. De kan ikke få lån i deres huse, fordi bolighandlen er gået i stå. DR Dokumentar kortlægger, hvordan finanskrisen forstærker det delte Danmark. I de store byer er bolighandlen på vej op igen. Lige modsat går det i landsbyerne. I 7362 Hampen kæmper Alice og Uffe Sørensen fra Cafeteriakroen og købmanden Karl Henrik Bundgaard for at holde gang i byen. De frygter, at krisen får det lille samfund til at knække. På Lolland har 71-årige Else Venefica givet op. Det er umuligt at sælge hendes hus i Nysted, og nu ryger det på tvangsauktionen.

I landbruget har finanskrisen ramt en hel branche. Op gennem 0’erne blev dansk landbrug stærkt belånt, og bankerne har lidt store tab. I dag har tusindvis af unge og nye landmand meget svært ved at komme i gang. Bankerne har lukket kassen. I Tinglev har det unge landmandspar Tim Lorenzen og hans kæreste Debbie kontaktet over 20 banker, men ingen vil finansiere deres drøm. Nu overvejer de at flytte til Australien.


Virksomheder lukker

På Vestsjælland kæmper et autoværksted også med tømmermændene efter krisen. Gunnar og Dorte Andersen fra Viskinge har skrevet under på et lån, der i dag koster deres virksomhed livet. Det samme er sket for landmand Flemming Skovsende i Sønderjylland og ejendomsudlejer Albert Christensen fra Taastrup. DR-Dokumentar afdækker, hvordan tusindvis af små selvstændige erhvervsdrivende har optaget såkaldte SWAP-lån, som de slet ikke forstod, og som nu får deres økonomi til at vælte. DR undersøger bankernes indtægt på lånene. Indtægten viser sig at være betydelig – en indtægt som ikke blev oplyst over for kunderne.


Den tavse vagthund

Finanskrisens største tab har ramt de tusinder af danskere, der havde aktier i krakkede banker.

I Sønderjylland fremstod Tønder Bank som en solid bank i flere år efter krisen. Men mange af bankens værdier var reelt det rene luft, og de lokale aktionærer har i dag tabt alle deres penge. I dag undrer lokale aktionærer som Palle Christiansen fra Skærbæk sig over, hvad bankens kontrollanter lavede. Revisorerne har en særlig forpligtelse som vagthund. Men revisoren tav i Tønder. På samme måde i Fjerritslev i EBH Bank.

DR Dokumentar undersøger, hvorfor velrenommerede og store revisionsfirmaer blåstemplede adskillige bankers regnskaber kort før de krakkede. Og DR afdækker, hvor store tab revisorer kan overse på selv de største bankkunder. Eksperter sætter spørgsmålstegn ved revisorernes uafhængighed af de banker, de skal kontrollere.


Sendedatoer:
DR-dokumentarserien 'Sikke en fest' sendes de kommende fire mandage - første gang mandag den 6. januar 2014 - alle mandage kl. 20.40 på DR1.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002