Kontakt os






 

SAML kritiserer ny lokal-tv-bekendtgørelse
Onsdag 7. august 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Sammenslutningen Af Medier i Lokalsamfundet, SAML, skriver i dag i et høringssvar til Kulturstyrelsen, at man er ”dybt og grundlæggende uenig i, at tilskudsmidlerne fremover skal fordeles på færre lokal-tv stationer” og man advarer mod den underliggende dagsorden i hele forslaget. SAML advarer ”så kraftigt det er muligt mod den udvikling vi ser i udkastet til bekendtgørelsen: at de ikke-kommercielle tv-stationer omdannes til semi-professionelle DR-kloner.”
En af formålene med den nye bekendtgørelse er at få det meget høje antal lokal-tv-stationer bragt ned. Men den måde det skal ske på, er SAML lodret uenig i. SAML er dybt bekymret for, at det vil gå ud over mangfoldigheden blandt de ikke-kommercielle tv-stationer, hvis den foreslåede begrænsning af sendetilladelser gennemføres. Især i Region Hovedstaden er det helt galt.

SAML er dog ikke imod, at der fremover kommer færre lokal-tv-stationer, men mener, at den nye definition (med krav om lokal tilknutning) skal have lov til at virke et års tid; så kommer reduktionen af stationer helt af sig selv. Det kan allerede nu ses, at Radio- og tv-nævnets skærpede tilsyn med de stationer, der har sendetilladelse i mere end én region, har virket; en række af de 'værste' tilskudsryttere er nu væk.

SAML foreslår, at de nuværende tv-sendetilladelser, der udløber med udgangen af 2013, administrativt forlænges til udløbet af 2014, en dato der passer med udløbet af det nuværende medieforlig.


Godt at lokale tv-stationer igen SKAL være lokale

Selv om SAML generelt er meget kritisk over for udkastet til en ny bekendtgørelse om ikke-kommercielt lokal-tv på MUX 1, så er der også roser.

Overordnet er SAML tilfreds med, at der nu ændres i kriterierne for at kunne modtage tilskud til produktion og udsendelse. SAML erkender, at der siden 2006 - hvor kravet om lokal forankring udgik af den daværende bekendtgørelse - har været et udbredt tilskudsrytteri.

SAML er enig i kravet om lokalt indhold, og enig i definitionen at programmerne skal produceres fra, til om/med befolkningen i tilladelsesområdet. SAML foretrækker dog udtrykket ”lokal forankring”, der er mere objektivt end udtrykket ”lokalt indhold”.


Lokal-tv skal ikke være små DR-kloner

SAML advarer i sit høringssvar på det kraftigste, mod hvad man kalder ”den udvikling der ses i udkastet til bekendtgørelsen” – nemlig ”at de ikke-kommercielle tv-stationer omdannes til semi-professionelle DR-kloner”.

SAML slår i stedet fast, at ”de ikke-kommercielle tv- og radiostationer er medier i deres egen ret.”

SAML fortsætter: ”Vi ser en stor risiko for, hvis denne bekendtgørelse vedtages i dens nuværende form, at de ikke-kommercielle tv-stationers mulighed for at udøve deres egen specifikke programproduktion forsvinder og der i stedet opstår lokale/regionale omnibus-medier uden særlige kendetegn. En udvikling, der ikke vil gavne og styrke hverken nærdemokratiet, mangfoldigheden blandt de elektroniske medier og slet ikke mediesvage grupper med fleres muligheder for at komme til orde.”


Nej til seermålinger af lokal-tv

Der lægges i udkastet til bekendtgørelsen op til, at lokale tv-stationer skal have et vist minimum af seere, for at kunne modtage støtte og at udgifterne til de dermed nødvendige seermålinger skal tages af den samlede pulje til drift for ikke-kommercielle medier.

Det er iflg. SAML både forkert og spild af tid og ressourcer.

SAML finder, at kravet om et bestemt antal seere strider mod al journalistisk integritet, og forhøjer risikoen for, at de ikke-kommercielle tv-stationernes programflade bliver så bred og intetsigende i jagten på at nå de fastsatte seertal, at hele ideen med de ikke-kommercielle medier forsvinder.

SAML foreslår, at der i stedet afsættes yderligere midler, som tv-sendesamvirkerne kan bruge til promovering af den samlede sendeflade.


Nej til favorisering af TV Glad

Endelig vender SAML sig imod, at bestemte typer eller navngivne tv-stationer favoriseres. I høringsforslaget er der ellers lagt op til, at TV Glad skal have særbehandling og skal have reserveret sendetid lørdage kl. 21.00-21.30, men det er SAML imod.



Første afsnit revideret 08 08 2013 kl. 16. Det er præciseret, at SAML ikke er imod, at der samlet set kommer færre lokal-tv-stationer.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002