Kontakt os






 

TV Avisen: Jens Okking ligner en hund
Onsdag 13. december 2006
Af Thomas Nielsen
 
DR's mange spots for den nye TV Avis - der "skærer igennem" - har et underlødigt niveau der hører hjemme i den kulørte presse. Det mener flere DR-medarbejdere, der føler sig pinligt berørt af bl.a. et spot, hvor en hund sammenlignes med den kendte skuespiller.
Flere DR-medarbejdere krummer tæer i flovhed over nogle af de spots, som DR har bragt i forbindelse med TV Avisens flytning til DR Byen.

I et spot siger to piger søde ting om en hund, som åbenbart ikke er særlig pæn. De sættes i hvert fald på plads af Reimer Bo Christensen, der "skærer igennem" og fastslår, at hunden ligner Jens Okking.

Den sammenligning har fået flere medarbejdere til at rynke på næsen, og i personalebladet DRåben lufter de deres negative holdning:

"Sammenligningen med Jens Okking er jo klart nedsættende ment. Veninden til hundeejeren er skeptisk overfor hunden, der præsenteres så man skal forstå, at den er uappetitlig. Det er efter min opfattelse ikke lødig ind-til-benet-journalistik, men noget der hører hjemme i en kommentar eller klumme i den kulørte presse." Sådan skriver sekretariatsleder Klaus Lynbech i DRåben.

Journalist Peter-Mikkel Rasmussen fra DR Regionalen kritiserer også indslaget om hunden i sammenligning med Jens Okking:

"Jeg synes simpelthen ikke, at man kan bevare nyhedstroværdigheden, hvis man gør sig sjov på baggrund af navnegivne kulturpersonligheder. Og slet ikke hvis man på et senere tidspunkt skal gennemføre et seriøst interview med den selv samme person i en anden sammenhæng," skriver Peter-Mikkel Rasmussen.

Markedsføringschef i DR, Thomas Hertz, forklarer overfor dagbladet 24timer, at spottet er tænkt som satire, der skal lokke de unge seere til:

"Reimer Bo skærer igennem ved at sige tingene som de er - i en satirisk form som de unge vil have."

Imidlertid viser de seneste seermålinger fra Gallup, at TV Avisens seertal stort set er uændrede siden flytningen til DR Byen.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002