Kontakt os






 

DR sætter rekord ved Prix Italia
Torsdag 25. september 2014
Af Stig Hartvig Nielsen
 
DR fik sin største prishøst nogen sinde ved Prix Italia i dag torsdag, da de 14 prestigefyldte priser blev uddelt i Torino. I det hårde selskab mod tv- og radiostationer fra det meste af verden blev det til fire priser: To til DR Radio, en til dr.dk og en særpris til DR2-programmet 'Kvinder med power'.


DR modtog i dag 'Expo 2015-særprisen' i Torino for programmet 'Kvinder med power' (Solar Mamas), som blev sendt som en del af temaet 'Hvorfor fattigdom?' - et tema som DR og BBC var fælles initiativtagere til.

Dokumentaren er instrueret af Jehane Noujaim og Mona Eldaief, og produceret af Mette Heide fra Plus Pictures, og den handler en kvinde fra en fattig by i Jordan, hvis liv bliver forandret, da hun bliver tilbudt en rejse til Indien og lærer at installere solpaneler.

I sin motivering kalder juryen både dokumentaren "stærk, smuk og godt udformet".


To radiopriser

Det blev ved Prix Italia også til både en pris til P1 for 'Bedste radiodrama' og til P2 for 'Bedste radioprogram om musik' samt en pris til dr.dk-sitet 'Byg det op’'

Det var Louise Witt Hansens doku-drama 'Efter fyringerne', der vandt prisen for 'Bedste radiodrama'. Der er tale om en dramaserie på tre afsnit, og serien handler om tre tragiske selvmord. Serien er inspireret af en virkelig historie hos den franske telegigant France Telecom i 2008-2009, hvor 48 medarbejdere begik selvmord på grund af et umenneskeligt arbejdspres.

Prisen for 'Bedste radioprogram om musik' gik til Kristian Leth for hans fem helt særlige introduktioner til Wagners 'Nibelungens Ring' på P2 sidste år. I anledning af at programserien i dag har fået den fornemme pris i Italien, har DR besluttet, at lytterne skal have mulighed for at høre eller genhøre 'Wagners Ringen ifølge Kristian Leth'; det sker fem dage i træk efter 18-Radiovisen – første gang på søndag den 28. september klokken 18.03.

Endelig var der en Prix Italia-pris for web-projektet 'Byg det op', der efter juryens opfattelse er den bedste web-produktion rettet mod et yngre publikum.

DR fik senest en Prix Italia i 2010, hvor 'Borgen' hentede prisen for 'Bedste dramaserie'.


Foto: DR2-programmet 'Hvorfor fattigdom? - Kvinder med power' vandt en særpris ved Prix Italia i dag. Programmet satte fokus på, om kvinder er bedre end mænd til at komme ud af fattigdom. (Fotocredit: Why Poverty)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002