Kontakt os






 

Henriette Marienlund fra TV 2 til DR
Fredag 3. januar 2014
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Nyhedsredaktør i DR Helle Sønderby stoppede i DR før jul for at tiltræde en stilling på TV 2. Nu henter DR så sin nye nyhedsredaktør - fra TV 2. Det bliver redaktionschef på TV 2 Nyhederne, Henriette Marienlund, der fra februar bliver ny nyhedsredaktør i DR. Men Marienlund har dog forud for de otte år på TV 2 - arbejdet på DR i ni år.


Den 48-årige Henriette Marienlund har de seneste otte år været redaktionschef på TV 2 Nyhederne. Lige nu har hun ansvar for TV 2’s indlandsdækning og for udviklingen og driften af 'News Skole'.

Inden Henriette Marienlund kom til TV 2 i 2005, var hun i sammenlagt ni år i DR. Her var hun bl.a. redaktør på en stribe af de nyheds- og magasinformater, som hun nu får ansvaret for i DR Medier.

Dengang var Henriette Marienlund redaktør på TV-Avisen, på forbrugerprogrammet ’Kontant’, på ’Året der gik’ og på ’Magasinet Søndag’, ligesom hun tidligere selv har været reporter på b.l. TV-Avisen.

”Henriette Marienlund er en stor kapacitet, som har haft imponerende mange fremtrædende poster inden for feltet tv-nyheder, tv-magasiner og dækning af store begivenheder. Det er lige præcis det område, hun nu kommer til at beskæftige sig indgående med, og jeg synes, vi har gjort lidt af et scoop,” siger kanalchefen for DR1, Pil Gundelach Brandstrup.


Også på en række lederkurser

”Jeg ser meget frem til jobbet og til igen at skulle gå ind ad DRs svingdør. Jeg har stor erfaring fra arbejdet med DRs nyhedsudsendelser og –magasiner, men alligevel er meget sket på de otte år, jeg har været væk. Jeg glæder mig til at være med til både at opfinde nye programformater og videreudvikle de mange gode, der allerede er,” siger hun.

I løbet af årene har Henriette Marienlund også været på en række lederkurser – både i tiden hos DR og på TV 2. Senest som mentee hos Danfoss-direktør Niels Bjørn Christiansen i forbindelse med Dansk Industris program for kvinder i ledelse, som TV 2 deltog i sammen med 10 store danske virksomheder.


Foto: Henriette Marienlund bliver nyhedsredaktør i DR Medier. (Fotograf: Bjarne Bergius Hermansen)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002