Kontakt os






 

TV 2 News - tåkrummende pinligt
Tirsdag 26. juli 2016
Af Redaktionen
 
Tv-kanaler som TV 2 News og CNN spekulerede fredag aften og nat i, at en massemorder i München skulle være militant islamist. Forfatter og journalist Jakob Sheikh kalder TV 2 News' dækning af skyderierne i München for "tåkrummende pinligt". Han mener, at mediernes terrorhysteri og voldsomme produktion nærer spekulationerne og skaber en farlig diskurs.
Fredag i sidste uge dræbte en 18-årig mand ni personer i og omkring et indkøbscenter i München. Tv-kanaler som TV 2 News gik omgående i Breaking News og man kunne bl.a. opleve en af nyhedsværterne på News spørge et øjenvidne, om vedkommende havde hørt nogen råbe "Allahu akbar". TV 2 News spurgte tilmed en kilde om, hvordan folk i München mon har det med muslimer og flygtninge. Det var "tåkrummende pinligt at se på", skriver Jakob Sheikh i dag i en kommentar i Politiken.

Udenlandske medier gjorde det samme. Sheikh hæfter sig ved, at selv CNN lavede en spekulativ artikel om, at gerningsmanden ifølge tv-stationens kilder var militant islamist.

Lørdag morgen blev Jakob Sheikh ringet op af en journalist fra en landsdækkende tv-station. Journalisten ville vide, hvad begivenhederne i München viser "om islamistiske terroristers adgang til Europa".

Journalisten måtte indrømme, at Islamisk Stat ikke havde taget ansvaret for angrebet - "men det kan jo meget vel ske i dag".

"Har I andre oplysninger om, at det er en militant islamist, der står bag?", spurgte Jakob Sheikh, hvortil tv-journalisten svarede: "Nej, men jeg tænkte, at vi uanset hvad kunne bruge München som et afsæt til at diskutere, hvordan militante islamister er i stand til at udføre flere store terrorangreb i Europa".

Med andre ord. Rene spekulationer fra tv-stationens side.

Også radiokanalen Radio 24syv leverede dramatisk live-dækning, skriver Lasse Jensen i Information: "Radio-24syvs dynamiske nyhedschef, Simon Andersen, skrev tre timer efter den første flashmeddelelse om tragedien i München på Facebook: "Radio24syv afbryder fra klokken 23 de almindelige udsendelser og sender nyheder, perspektiv og debat på det formodede terrorangreb i München - lyt med hele natten."


Massemorderen var kristen. Så var det ikke interessent mere

Massemorderen i München viste sig at være en kristen konvertit, skriver Jakob Sheikh videre. Morderen havde studeret skoleskyderier, havde et fotografi af terroristen Anders Breivik som profilbillede og gik tilsyneladende bevidst efter muslimer eller immigranter og derfor endte med at dræbe bl.a. flere tyrkere og kosovo-albanere.

'Heldigvis' var det ikke en muslim, der stod bag. Så snart det stod klart, faldt nyhedsproduktionen nemlig igen til normale proportioner. Naturligvis, konstaterer Jakob Sheikh.


DR valgte anderledes

På Facebook udtalte en tidligere mediechef kritik af, at DR sendte en film fredag aften i stedet for at gå i Breaking News. Men som en erfaren journalist iflg. Jakob Sheikh - helt korrekt - svarede: "Det, vi ved p.t., kan fortælles på tre minutter".

Jakob Sheikh konkluderer i sit indlæg i Politiken, at medierne naturligvis skal dække væsentlige begivenheder og naturligvis ikke bare tie terrorister ihjel. "Men det er kommet ud af proportioner," lyder det fra Sheikh.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002