Kontakt os






 

Tv kan skade små børns udvikling
Onsdag 12. maj 2010
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Jo mere tv små børn ser, jo flere problemer får de som større. En canadisk undersøgelse viser, at for meget tid foran fjernsynet som toårig kan få langvarige følger; som tiårige klarer børnene sig dårligere i skolen og i fritiden, bliver oftere mobbet og er hyppigere overvægtige.
Undersøgelsen viser iflg. dr.dk, at hver ekstra times tv-forbrug som toårig betød, at børnene som tiårige havde syv procent lavere grad af deltagelse i skoletimerne og seks procents dårligere resultater i matematik.

Desuden var børnene som tiårige 10 procent oftere udsat for mobning eller drillerier, eller havde svært ved at få venner - og de dyrkede 13 procent mindre sport i weekenderne og fik i det hele taget 9 procent mindre motion.

Endelig drak børnene som tiårige 9 procent mere sodavand, spiste 10 procent flere usunde snacks og havde fem procents højere BMI.

Og det altså for hver ekstra ugentlig time foran tv som små.

Forskerne siger, at den tidlige barndom er en afgørende periode for, hvordan hjernen udvikles. Det er også her adfærdsmønstre grundlægges, og det tyder på, at overdrevet tv-kiggeri har en uheldig indflydelse.

De lange følgevirkninger kan dels skyldes, at fjernsynskiggeri fremmer en mere stillesiddende adfærd, og at tiden foran fjernsynet går fra den tid, som de små børn ellers bruger på leg og aktiviteter, som udvikler deres intelligens, motorik og adfærd, skriver dr.dk videre.

Det er derfor meget, meget vigtigt at forældre sætter grænser for de små børns tv-kiggeri. Højst to timer dagligt for børn over to år.

Mere end 1.300 børn var med i undersøgelsen, som er gennemført af forskere på Université de Montréal. Der er i undersøgelsen taget hensyn til en række forhold hos børnene og deres familier, som kunne påvirke udfaldet, herunder udviklingsforstyrrelser, søvnmangel, familiære problemer og om børnene voksede op med en eller begge forældre.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002