Kontakt os






 

TV 2's seere valgte Kamilla
Torsdag 25. september 2008
Af Stig Hartvig Nielsen
 
'Den Store Klassefest' med Kamilla Bech Holten som vært - og med Hans Pilgaard og Jan Linnebjerg som deltagere blev en suveræn vinder, da seerne skulle vælge, hvilket program, der skulle være gensyn med på TV 2 lørdag aften.

TV 2's seere gav den netop afdøde studievært Kamilla Bech Holten (Kamilla Gregersen) en stor kærligheds-erklæring, da de stemte om det program, der skal sendes som 'Seernes valg' lørdag 27. september klokken 20 på TV 2 i anledning af TV 2's 20 års fødselsdag.

Selv om der var 12 programmer at vælge imellem, fik viinder-udsendelsen 'Den Store Klassefest' fra 1999 hele 51 procent af stemmerne. Nummer to i afstemningen blev en anden udgave af 'Den Store Klassefest' med Kamilla Bech Holten som vært. Dette program fik 13 procent af stemmerne, mens der var ni procent stemmer til program nummer tre i afstemningen.

"Jeg kan kun læse resultatet på én måde: Dette er seernes meget store kærlighedserklæring til Kamilla og en flot anerkendelse af hendes store talent. Kamilla har altid været en strålende vært, og det bekræfter seerne endnu en gang ved denne lejlighed," siger programredaktør på TV 2's fødselsdagsprogrammer, Preben Vridstoft.

Før og efter programmet vil et skilt på skærmen fortælle, at visningen af programmet også sker som et kærligt minde om Kamilla Bech Holten.

TV 2 havde for længst udpeget de programmer, som seerne kunne vælge imellem som 'Seernes valg', da meddelelsen om Kamilla Bech Holtens alt for tidlige død kom i søndags. Preben Vridstoft har efterfølgende haft kontakt med Kamillas forældre, som har tilkendegivet, at det ville være ”et lyspunkt i en meget svær stund”, hvis et af Kamillas programmer blev valgt og sendt som 'Seernes valg'.

"Vi havde naturligvis respekteret, hvis Kamillas forældre ikke ønskede, at TV 2 genudsendte et program med Kamilla som vært. Det var ikke tilfældet, og også seerne har tilkendegivet, at de meget gerne vil mindes Kamilla Bech Holten som den dygtige tv-vært, hun var," siger Preben Vridstoft.

Man kan læse mere om TV 2's fødselsdagsaktiviteter på
www.20.tv2.dk og www.omtv2.tv2.dk


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002