Kontakt os






 

Redaktør på bladet 'Danske Kommuner' roser TV 2's dramaserie 'Rita'
Tirsdag 5. november 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
TV 2's dramaserie 'Rita' får mange roser for bl.a. at forsvare folkeskolens ære i en aktuel blogkommentar fra redaktøren på 'Danske Kommuner', Tom Ekeroth. Readaktøren skriver bl.a., at det er lykkedes at gøre personerne i serien til levende mennesker.


Tom Ekeroth skriver: "Danske serier er gode til forbrydelser tilsat gråblå melankoli, mens hverdagsrealisme som regel slæber sig tonstungt af sted, hvis den ikke foregår blandt politifolk. 'Rita' viser både lærerværelsets sølvryggede gorillaer, den pressede skoleleder, de unge himmelstormere og så Lovely Rita personificeret af Mille Dinesen - rå og hverdagstapper. Hvor autentisk det er, kan jeg ikke afgøre, men serien er nok den bedste branding, folkeskolen har oplevet i årevis."

Han mener, at serien viser, hvilke problemer lærere har:

"Her er forældrene fra helvede, men også kolleger, der burde have en plads der. Men først og fremmest viser serien et engagement og en glæde over jobbet, en glæde over at have med børnene at gøre. Det er ret godt. Men også lidt underligt, for de gode lærere har vi næsten alle sammen mødt, men hvorfor skal der så en tv-serie til, for at man synes, at de er fantastiske."

"Måske har lærerne i lang tid skabt et billede af et fag udsat for middelalderlig ondskab forfulgt af mørkets fyrster og monstre (og så er vi slet ikke nået til børnene endnu), ja, så er det sjovt, hvis det handler om riddere, men ikke dansk hverdag. Så tak til dragedræberen Rita, der forsvarer skolens ære"”, slutter Tom Ekeroth sin kommentar.

TV 2 har sendt to sæsoner af 'Rita'. Serien er skrevet af Christian Torpe. I første sæson var der gennemsnitligt 842.000 seere til hvert afsnit, og i anden sæson har der været i gennemsnit godt 732.000 seere til hvert afsnit. Til gengæld steg seervurderibgen fra 4,0 i sæson ét til 4,3 i sæson to. Sidste afsnit i anden sæson blev sendt den 30. oktober. Det vides ikke, om der kommer en sæson tre af serien.


Foto: Mille Dinesen som Rita i TV 2's danske dramaserie 'Rita'. (Fotograf: Per Arnesen/ TV 2.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002