Kontakt os






 

DR får påtaler fra Radio- og Tv Nævnet
Torsdag 18. marts 2004
Af Thomas Nielsen
 
DR har i to tilfælde overtrådt reglerne for visning af sponsorlogoer og skjult reklame, hvorimod DR ikke gjorde det i en tredje sag, hvor en seer havde klaget over billeder af blandt andet Mars-barer i et indslag i 'Søndagsmagasinet'.
Efter at have set nærmere på en klage over skjult reklame i fredagsshowene 'Stjerne for en aften' siger nRadio og Tv Nævnet i en afgørelse, at reglerne blev overtrådt, da
revisionsfirmaet, der havde stået for den korrekte gennemførelse af konkurrencen, blev fremhævet for meget.

Derudover siger nævnet også, at rejsepræmierne i konkurrencen ikke blev vist og omtalt tilstrækkeligt kort og neutralt, som de skal ifølge reklamebekendtgørelsen. Nævnet mener også, at DR overtrådte reglerne for skjult reklame og visning af sponsorlogoer i forbindelse med årskavalkaden 'Sport 2003' fra Herning Messecenter. Blandt andet mener nævnet, at DR fremhævede flere dagblades logoer for kraftigt i forbindelse med uddelingen af priser. Det finder nævnet er en overtrædelse af reglerne om visning af sponsorlogoer. Ud fra en helhedsvurdering er der sket en overtrædelse af reglerne om skjult reklame, mener nævnet.

DRs generaldirektør Christian S. Nissen siger i en kommentar, at DR tager de to påtaler til efterretning:

"Det er ikke godt nok, når vi trods gentagne stramninger af vores praksis alligevel må indkassere påtalerne. Selv om sportsområdet vel nok er det mest kommercielle univers af alle og er meget svært at producere og transmittere uden at vise betydelige mængder af logoer og reklamer, er det klart, at DR skal følge reglerne. Nævnets kendelse gør det nødvendigt at se på, hvordan vi kan sikre, at vi kan holde reglerne - gennem en yderligere stramning af praksis," siger Christian S. Nissen.

I den sidste af de tre sager fandt Radio- og tv-nævnet ingen grund til at give DR en "næse". Her havde en seer klaget over skjult reklame i 'Søndagsmagasinet', hvor der blev vist Mars-barer og en Coca-Cola i et indslag om planeten Mars og forskningen i den. Mars-chokoladerne var brugt som en del af fortælleteknikken, og her fastslår nævnet, at tv-stationerne trods alt må have et vist spillerum for kreativitet og humor.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002