Kontakt os






 

’Veninder på 1. klasse’ på Kanal 4
Torsdag 11. februar 2010
Af Karsten Jensen
 
Der er lagt op til autentisk drama og konflikter, når Kanal 4 følger de tre unge veninder Line, Mathilde og Louise i det helt nye reality-drama ’Veninder på 1. klasse’.
Selvom pigerne udlever deres drømme på hotte natklubber, store lejligheder, eksklusive hoteller og dyre restauranter, så er tilværelsen ikke helt problemfri. For selvom skoene er fra Gucci, tasken er Chanel og læbestiften YSL – så gør det stadig ondt, når ens veninde pludselig kysser med ekskæresten.

’Veninder på 1. klasse’ giver et eksklusivt indblik i et miljø, hvor alting går hurtigere, festerne er vildere, pigernes tøj er dyrere, og drengene smartere end noget andet sted i Danmark. Samtidig er der en klar identificering med de medvirkende, fordi de kæmper med de samme problemer som alle andre unge – hvem er mine venner? Hvem kan jeg stole på? Hvad skal jeg efter skole? Hvad skal jeg med mit liv?

’Veninder på 1. klasse’ er skabt af filminstruktør Christoffer Boe fra og journalist Mads Lund fra produktionsselskabet Vega Pictures i samarbejde med Alphaville Pictures Copenhagen. Serien er instrueret af Roni Ezra og er støttet af Public Service Puljen.
Seriens tre hovedpersoner er:

Line, der går i 3.G. på Øregaard Gymnasium og er seriens omdrejningspunkt. Hun bor i Gentofte og lever det søde liv sammen med veninderne.

Mathilde, der går i klasse med Line. Hun er hendes bedste veninde, men da Line finder sammen med sin ekskæreste, opstår der gnidninger i de to veninders forhold, og Mathilde føler sig svigtet.

Louise, der er den rebelske pige. Hun ville ikke gå på Øregaard Gymnasium, men valgte at gå på Christianshavns Gymnasium, hvor hun så droppede ud efter 1.G. for at søge arbejde.

Kanal 4 er med, når pigerne tackler udfordringerne med job, lejlighed, kærester og selvstændighed. Og dramatikken lurer allerede i premiereafsnittet, når pigerne fejrer Lines 18 års fødselsdag i en dyr hotelsuite sammen med vennerne. Aftenen tager nemlig en uventet drejning for de tre veninder, da Lines ekskæreste Sebastian pludselig dukker op. For hvide løgne og bagtalelse er helt normalt mellem de tre piger, ganske som det er hos alle andre teenagepiger i dagens Danmark.

”Jeg har meget store forventninger til ’Veninder på 1. klasse’, da der er tale om en genre, som ikke er set tidligere på dansk tv. Det er en meget vanedannende serie med masser af drama og konflikter,” siger SBS TV’s programdirektør Anne Christensen.

’Veninder på 1. klasse’ er ifølge SBS TV en serie, der har fiktionens præcision og udtryksfuldhed, kombineret med dokumentarens nærhed og troværdighed. Pigerne optræder i deres virkelige liv, og programmerne lægger sig op ad fiktionsserier med smukke billeder og rolig kameraføring.

De første to afsnit af ’Veninder på 1. klasse’ har premiere torsdag den 25. februar kl. 21 på Kanal 4 som en del af ’Girls Night In’.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002