Kontakt os






 

Ingen aftale mellem Telia og Discovery
Fredag 9. juni 2017
Af Eric Larsen
 
Forhandlinger om en ny tv-aftale mellem Discovery Networks og Telia TV var resultatløse, og derfor har kunderne hos Telia TV nu mistet deres signal fra en lang række tv-kanaler.
Telia TV er ikke en af de gængse kabel-tv-udbydere, men tilbyder sine tv-pakker som IPTV, hvorefter kunden frit kan se de valgte flow-tv-kanaler på computer, mobil, eller på tv-skærm via Chromecast eller AppleTV. Det normale udbud består af en lille tv-pakke '4ONE' med 15 tv-kanaler, en mellempakke '4MORE' med 25 tv-kanaler og en stor pakke '4ALL' med 47 tv-kanaler.

Telia meddeler nu på deres hjemmeside, at tv-pakkerne er midlertidigt ændret. "Discovery Networks har ønsket at indføre en markant prisstigning, samt begrænse vores kunders fleksibilitet, hvilket vi ikke har kunnet acceptere", lyder meddelelsen.

Siden midnat mellem onsdag og torsdag har Discovery Networks 12 kanaler derfor ikke været tilgængelige for Telia TV's kunder. I forvejen manglede kunderne med stor pakke en kanal, da TCM - Turner Classic Movies som bekendt lukkede for få dage siden, og en erstatningskanal var ikke blevet meldt ud fra Telias side.

Kunder med lille pakke står uden Kanal 5. Som erstatning bliver TV 2 Zulu midlertidigt flyttet ned i den lille pakke. Kunder med mellempakken mister hele fem kanaler (Kanal 4, Kanal 5, 6'eren, Canal 9 og Eurosport 1). Her bliver Comedy Central og National Geographic midlertidigt flyttet fra stor pakke og ned i mellempakken. Desuden bliver der gratis adgang til HBO Nordic i tv-arkivet, og oven i giver Telia 50 kr. i rabat om måneden indtil videre. Kunder med den store pakke mangler 13 kanaler (12 fra Discovery Networks plus den nu lukkede TCM). De får som erstatning tre helt nye kanaler i udbuddet: Boomerang, Disney Junior og NickJr. Hertil kommer også gratis adgang til HBO Nordic samt 100 kr. i rabat om måneden.

Konflikten mellem Telia og Discovery Networks gælder ikke kun i Danmark, da også Telias svenske hjemmeside melder om det samme. I Sverige har Telia dog normalt 61 tv-kanaler i den store tv-pakke, så her er der trods alt lidt flere kanaler tilbage at vælge imellem for kunderne.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002