Kontakt os






 

Brian M ønsker fortsat hurtigt salg af TV 2
Onsdag 6. december 2006
Af Knud Hyllested
 
Det er stadig kulturministeren Brian Mikkelsens hensigt at privatisere TV 2 så hurtigt som muligt - men stationen går konkurs i 2010, og regionerne vil tilmed kunne lukkes med det samme, mener medieforsker.
Kulturminister Brian Mikkelsen har fortsat til hensigt at få privatiseret TV 2 så hurtigt som muligt. Tidspunktet afhænger alene af en afgørelse på de verserende EU-retssager om ulovlig statsstøtte. Kulturministeren er ifølge Børsen rimelig sikker på, at staten vil vinde sagerne og forventer, at de første vil være afsluttet i det kommende år. Alle retssager behøver dog ikke at være afsluttet, før TV 2 kan sættes til salg, vurderer Brian Mikkelsen.

Medieforsker Frands Mortensen fra Århus Universitetet, der gentagne gange har forudsagt, at en EU-dom vil gå staten imod, og TV 2 som konsekvens af de deraf følgende tilbagebetalingskrav vil gå konkurs, skærper i magasinet ’Fem’ sin forudsigelse: TV 2 vil gå konkurs i 2010.

Frands Mortensen henviser til, at der for tiden kører seks retssager og mener ikke, at der kan herske tvivl om, at TV 2 har modtaget fem mia. kr. i statsstøtte. Med rente giver det seks mia. Regionerne skylder til sammen 1.8 mia. kr. De penge vil efter en EU-dom skulle betales tilbage til staten, men det kan TV 2 ikke. Frands Mortensen finder det sandsynligt, at der falder dom i 2008. Herefter vil TV 2 anke, og der vil så falde endelig dom i 2010, hvorefter TV 2, som man kender det i dag, vil gå konkurs.

Frands Mortensen mener desuden, at TV 2’s regioner efter gældende EU-regler vil kunne lukkes med det samme: ”Hvis et eller andet firma, starter en lokal tv-station op, og de efterfølgende klager over, at regionerne modtager ulovlig statsstøtte, så kan en dommer lukke TV 2’s regioner med et sekunds varsel,” siger Frands Mortensen til Fem og anklager igen samtlige kulturministre siden 1986 for uvidenhed ved at have undladt at have anmeldt statsstøtten til EU. Var det sket, ville sagen have været i orden. ”EU’s regler er knaldhårde på det punkt. I Danmark har vi sådan en pragmatisk holdning til denne her slags sager. Hvis man bare kan tælle til 90 mandater i Folketinget, så kan man lave reglerne om eller give dispensation, men sådan fungerer det ikke i EU,” siger Frands Mortensen.

Kulturministeren har ikke fundet anledning til at kommentere Frands Mortensens udtalelser. Hans pressechef siger til magasinet Fem, at man har fået flere pressehenvendelser på Frands Mortensens holdning, ”hvor han endnu engang varsler død og undergang for TV 2,” men ”ministeren kommenterer ikke på verserende EU-retssager.”

Det svenske medieselskab Bonnier bekræfter over for Børsen, at man stadig er meget interesseret i at købe TV 2, ”Det kan ske både alene eller som partnerskab,” siger koncernchef Bengt Braun.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002