Kontakt os






 

DR extra lanceret i dag
Mandag 13. december 2004
Af Karsten Jensen
 
Landets tv-seere får nu i bogstaveligste forstand ekstra for licensen - nemlig DR extra. Ved en præsentation i TV-Byen mandag eftermiddag åbnede DRs konstituerede generaldirektør Lars Vesterløkke for signalerne, så DR nu er i luften med interaktivt tv. I første omgang kan DR extra modtages af de næsten 500.000-600.000 danskere, som i dag modtager tv med en digital paraboldekoder, men om et års tid bliver det nye tilbud også tilgængeligt for alle, der alene har en hus- eller stueantenne. Det sker, når det landsdækkende digitale jordbaserede sendenet er helt rullet ud.
Man kan kalde DR extra for 'en storesøster' til DRs tekst-tv, men i en mere avanceret udgave. DR extra er en interaktiv tv-portal, hvor man via fjernbetjeningen hele døgnet kan få adgang til programrelateret og selvstændig information, uden at man som på tekst-tv skal bladre væk fra dét, der er på DR1 eller DR2 i samme øjeblik.

Indholdet på DR extra er opdelt i fire hovedområder: tv, nyheder, sport og tema. Under 'tv' kan man danne sig et overblik over, hvad der bliver sendt lige nu, og hvad der kommer bagefter. Allerede midt på dagen vil man kunne læse om nogle af de store emner i aftenens TV-avis, og lige før udsendelsen er det muligt at se hvilke indslag, der kommer og hvornår.

Under 'nyheder' og 'sport' kan man få de seneste nyheder og sportsresultater uden at skulle forlade DR-dokumentaren eller håndboldkampen på skærmen, og derudover vil der også være en funktion, så man automatisk får den seneste nyhed på skærmen, når den er ude.

Endelig vil hovedområdet 'tema' løbende blive skiftet, så man kan læse om, hvad der rører sig i tiden: lige fra finanslovsforhandlinger over Miss World-konkurrencens historie til en status over året, der gik.

"Med DR extra ønsker vi at give seerne nye interaktive muligheder og oplevelser, og DR extra fungerer som en slags "seerhjælper" - en tjeneste, som giver seerne merværdi i forbindelse med DR TV og DR Radio, siger programchef Erik Henz Kjeldsen, som forklarer, at DR extra løbende vil blive udviklet og tilpasset programmer og begivenheder.
Ifølge programchefen er DR extra første skridt henimod en helt ny måde at se fjernsyn på.

"Digitalt tv vil på sigt betyde, at tv-sening bliver ændret fra at være en passiv sofaoplevelse, til at seerne via deres fjernbetjening kan gøre individuelle valg og få mere baggrundsinformation, uden at de behøver tænde computeren. Det vil også give dem mulighed for at deltage direkte i tv-programmerne, for eksempel ved seerafstemninger," forklarer Erik Henz Kjeldsen.

På siden www.dr.dk/drextra, www.viasat.dk eller www.canaldigital.dk kan man læse mere om DRs nye digitale tilbud og se det demonstreret.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002